Mens vi andre bare spiser nudler og forårsruller, strides de kloge hoveder om den korrekte opdeling af de kinesiske køkkener.
Hvor mange regioner er der egentlig? Halvanden milliard mennesker må kunne gøre krav på et vist moment af variation. Ofte ender man med at begrænse det til de fire kompasretninger for nemheds skyld - med Peking i nord, Shanghai i øst, Sizhuan i vest og Guangzhou eller Canton-køkkenet i syd. Og det er cantonkøkkenet med streg under Hongkonggastronomien, som restaurant Pak Ka på Halmtorvet har specialiseret sig i. Pak Ka adskiller sig på mange måder fra den gennemsnitlige kinesiske restaurant i byen. Souvenirbudgettet er skåret kraftigt ned, der myldrer ikke med menutilbudsskilte med 6 retter for 69 kr., og udvalget af retter på kortet er betydeligt mere originalt, end man møder det mange steder.



























