Det er ikke så længe siden, vi besøgte Røgeriet i Rungsted. I en årrække har en af vores meget dygtige kvindelige kokke Bettina Repstock nemlig holdt til på stedet. Nu står der Gert Lind og Rina Bak Jensen øverst på spisekortet. Stilen er (fortsat) et moderne, fransk-inspireret grundkøkken med udgangspunktet i gode, danske sæsonvarer. Vi kiggede forbi en lun sommeraften, hvor bådfolket var ude at promenere den seneste sejlermode langs lystyachterne. Kortet er enkelt og overskueligt. Et lille antal a la carte-retter og en treretters aftenmenu til 349 kroner. Vi snuppede menuen og blandede ellers kortene så godt, vi kunne ud fra a la carte-udvalget. Køkkenet lagde ud med en lille overraskelse til hver. Min gæst kunne sætte tænderne i en lille happer med røget laks og urtecreme på ristet rugbrød. Og det har aldrig fornærmet nogen. En delikat godbid. Jeg fik en skålfuld fritterede fjordrejer med en Thousand Island-lignende mayo til. At frittere fjordrejer er en glimrende idé. Ikke mindst når de har en størrelse, hvor de næsten kun kan pilles med pincet og kirurgiske instrumenter. Pudr dem med mel og smid dem i skoldhed olie et øjeblik. Mayoen denne aften var ikke voldsomt spændende - den kunne man godt arbejde mere med. Mere salt, peber, chili, tomat - hvad man nu ellers kommer i den - der må lidt mere karakter til. I vinkortet fandt vi to halve flasker - henholdsvis hvid og rød. Rungsteds lyksaligheder kræver gerne en bil at køre til, så der må hugges om, hvem der kører. Jeg tabte; min gæst kunne derfor hygge sig med det meste af indholdet af begge flasker og blev følgelig mild i blikket i løbet af aftenen. Hvidvinen var en klassisk flaske Loire; Sancerre, Les Baronnes 2002 fra Henri Bourgois. Glimrende; blomsterduftende og elegant. Den røde var en Beaujolais Cru, en Fleurie 2001 fra Clos de la Chapelle des Bois, Verpoix et fils. Fin jordbærduft og smagfuld lethed. Supermøre kaninlår Forretterne så delikate ud. Min gæst fik en lille salat på friskpillede rejer og artiskokker. Dertil en artiskok-panna cotta med et 'låg' af en fin løvstikke-gelé. Ret avanceret og meget velsmagende. Panna cottaen er jo en klassisk italiensk dessert (panna cotta = kogt fløde - dybest set en budding) - og var ikke fri for at være noget dessertagtig, uanset at den her optrådte i det salte køkken. Det skyldtes ikke mindst temperaturen (lidt for kold) og den meget stive konsistens. Men i øvrigt både interessant og innovativt. Selv kunne jeg sætte gaflen i en salat på velkogte, grønne asparges og lidt grønne salater anrettet med en krydret grissini med et par skiver af røget smørfisk og en fin, meget skummende og cremet kop aspargessuppe. Suppen kunne godt have fået et lille skud salt uden at tage skade - den fremstod en anelse fersk - men i konsistens uhyre fin og let. Vi går til hovedretterne: Min gæst fik kanin i på to måder: i små, delikate ruller svøbt stramt omkring lidt jomfruhummer i midten. Meget fornemt - om end det var vanskeligt at fange den spæde jomfruhummernuance omgivet af kaninen. Den anden kanintilberedning var lårene, som var konfiterede/stegte. Meget delikate og supermøre. En lille stribe glace-sauce fulgte med foruden lidt små, nye, stegte kartofler. I en skål ved siden af kom en lille salat på hvidkål, urter og tynde strimler af rabarber. Sidstnævnte var noget skarpe i smagen og syren - men ellers et godt modspil til kaninen. Alt i alt en god, delikat servering - lårene nok det umiddelbart mest velsmagende og med den lille anke, at retten fremstod en anelse 'tør' i det. Striben af glace var måske ikke helt væde nok at give det magre kaninkød. Trænger til væde Min hovedret var sommerbuk, smukt stegt i en fire-fem små, rosa skiver. Også jeg fik en noget nærig om end velsmagende stribe glace på tallerkenen at dyppe i. Jeg er ikke fortaler for gyngende sovsemængder, men der må alligevel være en balance i forhold til de mere tørre indslag på tallerkenen. Tilbehøret var sauterede svampe - morkler og markchampignon - foruden nogle blinis (de små russiske pandekager). Et par små gulerødder lå også på tallerkenen sammen med kødet. Svampene og blinis var måske en lidt pudsig sammenblanding, der nok trængte til lidt mere væde. Det smagte udmærket, om end bliniserne ikke var så interessante. Dem kunne man få mere ud af - og det var derfor ikke fri for at fremstå som et noget skødesløst tilbehør med et par blinis på en asiettallerken og en skefuld svampe udover (hvor fornemme morkler end måtte være). Ikke mindst når man tænker på de ret ambitiøse forretter. På dessertkortet fandt min gæst lynhurtigt frem til den italienske koldskål til 59 kroner. Nu er italiensk koldskål naturligvis en gastronomisk tilsnigelse - for man spiser ikke koldskål i Italien. Denne var lavet som en cremet chokolademælk med lidt amarettolikør i; i midten var der lidt kaffegranité (krystalliseret sorbet), og der var små, hjemmebagte amarettinier til (mandelkager). En virkelig velsmagende og fin kombination til en ret overkommelig pris. Min dessert var danske jordbær med chokoladefudge til (mørk, fed karamelcreme) foruden en basilikum-slush-is i glas. Jordbærrene var modne og gode og basilikum-slushen gav et delikat, friskt modspil til den fede, mørke fudge. Vi endte med at skylde Røgeriet 1.243 kroner for aftenens rungstedske lyksaligheder. Det anbringer Røgeriet i det højere mellemleje - eller det overkommelige dyre. Treretters menuen koster 349 kroner. Til sammenligning kan en treretters på f.eks Le Sommelier stadig fås for 315 kroner. Man kan altså godt forlange kvalitet for pengene i det her niveau - og et langt stykke hen ad vejen leverer Røgeriet bestemt også varen. Sine steder manglede man måske nok den sidste kælen for detaljen denne aften, men det hører dog stadig hjemme i småtingsafdelingen. Lidt mere karakter i tilsmagningen, lidt mere gennemført sammenhæng mellem de enkelte indslag på tallerkenen. Men summa summarum: Der er absolut stadig godt håndværk og ambitioner på stedet - og det er dejligt at se. En attraktion på Røgeriet er bestemt også den meget nydelige, sommerlige beliggenhed, hvis man ellers er til marinaer, solblegede planker og masteskove. Bestemt et sted at valfarte til, hvis man er i byen sommeren over og en smuk aften har behov for en høj himmel og havluft. Vi er klart over tre huer - men måske ikke helt oppe på de fire huer. Der var noget ujævnhed i niveauet undervejs, men jeg vælger alligevel at satse på, at ambitioner og ros kan stramme det nøk op, der manglede denne aften. Den enkelte aften varierer jo på alle spisesteder. Derfor tre en halv hue for aftenens oplevelser - og den sidste halve på forventet efterbevilling. Og en anbefaling af et godt køkken i vandkanten. Røgeriet ryger stadig.