Opium for folket

Lyt til artiklen

Kombinationen café-restaurant og lounge-disco-natklub er i de senere år blevet et velkendt mønster på flere og flere gå-ud-steder i byen. En moderne retrotrend i kølvandet på de gamle danserestauranter fra Wivex-dagene i forrige århundrede. Opium på Fælledvej kom til sidste år. To etager. Restaurant og café i den nederste - og lounge ovenpå. Sådan var det i hvert fald, da vi kiggede indenfor. Opium må have ført en noget omskiftelig tilværelse på det sidste. I længere tid havde vi den i kikkerten, men kunne så se på hjemmesiden, at man søgte en køkkenchef. Nu er hjemmesiden under rekonstruktion, og menukortet er delvis udskiftet. Vi håber på, køkkenchefen er fundet. Vi fik da i hvert fald noget at spise. Da Opium som sagt er et sted, hvor man med rette kan rykke ind og starte en fest, der kan vare det meste af natten, valgte vi også at gæste baren og stikke anmeldersugerøret i et par klassiske cocktails. Husets frozen margarita (65 kr.) er i den grad frozen. Alkoholrig grødis i fornuftige mængder i et straight cocktailglas. Okay balance mellem sukker og syre. Den dry martini (80 kr.) er oplevet mere skarp andre steder. Der var nok af den - og smagen var udmærket uden at være uforglemmelig. Underligt nok var det som om, der var en svag antydning af bobler i blandingen (?), jeg kan dog ikke forestille mig, at nogen bartender kunne finde på at komme andet end gin og muligvis en anelse vermouth i dry martini, så lad os kalde det et underligt tilfælde og ikke gøre mere ud af det. Olivenen var ikke en korrekt grøn, men en mere salatagtig, blød størrelse i en brunlig nuance. James Bond ville have overvejet repressalier. Hurtigt videre til maden. Kortet rummer tre forretter, fem hovedretter og fire desserter. Priserne ligger omkring en flad 50'er for forretterne, stiger så ret voldsomt til over 150 kr. for de fleste hovedretter og ryger ned omkring 50'eren igen for desserterne. Min gæst endte ved stegt andebryst i filokurv med asiatisk pebersauce til 55 kr., mens jeg nappede røget laks mille feuille til 49 kr. Hovedretterne blev en lamme-timian-ragout til min gæst (154 kr.) og den stegte perlehøne med syltede rødløg (159 kr.) til mig. I vinkortet fandt vi en flaske sydafrikansk Pinotage, Simonsig fra Stellenbosch 1999 til 230 kr. Vinene ligger mellem 170 og 320 kr. Genganere på tallerknerne Forretterne var i princippet to salater. Rucola, syltet peberfrugt i alle kulører og rødløg udgjorde basen. På min gæsts tallerken var der derudover en kurv af sprød filodej med nogle skiver andebryst og en mørk soyabaseret sauce. En udmærket anretning, ret enkel i opbygningen, som man kunne have mødt den på flere af byens mere ambitiøse caféer. Min laksesalat var også helt i orden - nogenlunde samme base som i min gæsts forret - filokurven og anden var udskiftet med en butterdejscrouton og skiver af en udmærket, forholdsvis kraftigt røget laks. En lille skefuld urtecreme var der også blevet plads til, og begge tallerkener var kantet med en velsmagende mørkerød pesto på soltørrede tomater og en grøn på basilikum. Vi drak et glas af husets almindelige hvide - en chilensk Camen Chardonnay, 2001 til 35 kr. glasset. I orden til prisen. Hovedretterne svingede måske lidt mere i kvalitet end forretterne. Min gæsts lammeragout var ganske rigtigt lavet med en del timian; der var også diverse tournerede grøntsager, der lå i den i øvrigt velsmagende, mørke sauce. Problemet med ragouter kan være, at få en ensartet tilberedning af grøntsagerne i retten - og det var ikke helt lykkedes her. Nogle stykker var temmelig hårde, andre meget bløde og udkogte. De bagte hvidløg, der også fulgte med, havde fået en lidt elastisk konsistens - de skulle muligvis have haft lidt mere. Men som sådan smagte ragouten nu udmærket, og portionen var gavmild i omfang. Min ret med perlehøne var også i orden, uden at være uforglemmelig. Perlehønen er en fugl med god smag i sig, så er man bare nogenlunde flink ved den i ovnen, er den side af sagen som regel i orden. Den fulgtes med lidt stegte kartofler, lidt rødløg og mere af den røde pesto, vi også havde mødt i forretterne. Det er her, det lidt cafégtige i køkkenet nok viser sig tydeligst: Man har lidt for få komponenter at bygge sine retter op fra, så der ind i mellem er for mange gengangere på tallerkenerne. Og udover ikke at være så pokkers opfindsom, smagte retten udmærket. Skru op for blusset! Der var tre desserter og en gang ost at vælge imellem. Vi endte med den hjemmelavede mangoparfait og den hvide chokolademousse. Mangoparfaiten var en cremet, lysegul sag med god smag af mango. Den fulgtes med en lun bærkompot, der smagte fint, men som måske med held kunne have været reduceret lidt mere. Den var vel flydende i konsistensen. Den hvide chokolademousse var også en venligsindet og nærende dessert. Den blev serveret i en cappucinokop og var garneret med passionsfrugt og en sprød tuille. Udmærket. To espresso á 16 kr. sluttede af. 1018 kr. endte besøget på Opium med at koste - inklusiv vand til maden og høj musik under den sidste del af måltidet. Skræller vi udenomsværkerne og drinksene fra, så bør to personer kunne gæste Opium over et par retter for omkring 300 kr. pr. næse inklusiv en stilfærdig flaske vin. Den gastronomiske side af sagen er generelt i orden, men sine steder noget standardiseret i udtrykket. Lidt mere karakterfuldhed og personlighed ville måske ikke skade i køkkenet. Når hovedretterne sniger sig op over de 150 kr., så kan man tillade sig at forvente et vist niveau fra kokkenes side. Betjeningen virkede denne aften ikke videre erfaren - men hvad der måske manglede lidt i professionalisme og kendskab til mad og vin, det var der til gengæld i venlighed. Så hvad ender vi på? Tja. To en halv hue - den rene middelbedømmelse ville nok være det rigtigste, når prisen sættes over for kvaliteten. Men som sagt klipper vi ikke i de pæne huer, så der får lov til at sidde tre, små huer i rammerne. Skru lidt op for blusset. Så er der Opium for folket på Fælledvej.

Appetit på mere?

På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.

Bliv abonnent for kun 1 kr.
Allerede abonnent? Log ind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her