Det er ikke uden grund, at Guide Michelin giver en Bib Gourmand til Frederiks Have for tredje år i træk. Stedet emmer af god stemning, idyl uden krummelurer, en udendørsservering på lune aftener med lyskæder og grønne omgivelser og byder samtidig på særdeles veltillavet og innovativ mad, der aldrig sælger ud af arvesølvet hverken fra Frankrig, Danmark eller den gode smag. Forbandet fristende brød Stemningen var varm og imødekommende, og straks vi var sat, fik vi valget mellem postevand og købevand samt muligheden for et glas bobler.
Vi valgte den omkostningsfri vand (også på transportsiden) og tillod så i stedet boblerne i glasset at være fra Pol Roger i Champagne (135 kr.). En lille hapser på ske med kammusling, hummermayo og agurk til at vække smagsløgene samt en brødkurv med noget forbandet fristende brød, man let kommer til at sidde og spise sig mæt i sammen med citronsmørret. Alt sammen en lovende indledning på aftenens måltid. Man kan vælge en menu, der går fra 3-5 retter (370-510 kr.) sat sammen ud fra a la carte-kortet og med tilhørende vinmenu, men a la carten bød på andre fristelser, så vi stykkede vores egen 4-retters menu sammen, naturligvis en kende dyrere, især fordi vi også valgte nogle lidt dyrere retter. Gulerødder i mange farver Medspiseren indledte med en stegt foie gras (145 kr.), der var en af de mest perfekt stegte skiver, jeg har smagt – enkelt anrettet med små letkogte rødbeder, rå rødbedeskiver, rødbedegele og en nougatine (nøddesukkerknas) til at give konsistens.




























