Med et sted mellem 40 og 50 thairestauranter i København er det thailandske køkken et af de mest dominerende i byen. De fleste af os har vores lokale thaipusher inden for få hundrede meter enten som restaurant eller takeaway. Rød-eller-grøn-karry-ja-tak-spis-her-med-hjem. Men der kan være langt mellem de thailandske snapse. Hvor får man en egentlig madoplevelse, der går ud over, at det bare er billigt? Prøv Spicylicious i Istedgade. I Istedgade 27 lå den thailandske Ban Gaw i en årrække. En af byens gode, sikre thaikøkkener. Nu har den kun 23-årige Danni Nguyen åbnet restauranten Spicylicious i lokalerne, der ved samme lejlighed har fået en ung, stilsikker og kærlig hånd. Hvide vægge, 'bambusbindingsværk' i grønt og lysranker med blomster i vinduerne. Eksotiske blomster på bordene. Lyst og luftigt og hipt. Og det er der mange, der har fundet ud af allerede. Der var 'alt optaget', da vi kiggede ind en fredag aften. Så får man lov til at sidde i den lille lounge og slynge drinks i sig, indtil der er et bord ledigt. Kernepublikummet er unge vesterbroere, men det blander sig meget hen over en aften. Kortet er primært thailandsk med en håndfuld vietnamesiske afstikkere (der er også en vietnamesisk kok i køkkenet). Priserne er rimelige, måske en 20'er højere hist og her i forhold til gennemsnittet på thairestauranter i byen. Billigste hovedret 80 kroner og dyreste 110 kroner. Min gæst indledte med en kokossuppe med kylling. Ikke nogen særlig stor portion; man kunne nok godt skrue lidt op for mængderne uden at skræmme nogen. Men smagen var der intet at udsætte på. En fin balance mellem det hotte og det sødmefulde og cremede. I suppen var der blandt andet svampe, chili, koriander, peberfrugt og stykker af kylling. Sidstnævnte kunne nok godt være skåret ud med lidt større omhu. Men ellers vældig god karakter og smag; klart et trin op kvalitetsmæssigt i forhold til gennemsnittet. Selv prøvede jeg et mere vietnamesisk indslag: friske forårsruller med rejer. Mange vil kende dem som en af klassikerne på Le Le Na Hang, den vietnamesiske restaurant ikke langt derfra på Vesterbrogade. Rispapir rullet uden om friske grøntsager og store rejer. Lækre og friske med en god hoisin-lignende sauce til med lidt chili i. Måske ikke helt på niveau med Le Le Na Hangs, men det er et spørgsmål om personlig smag. Øl skal der til Øl er som bekendt godt til thaimad, og de råder over lidt forskellige slags på Spicylicious. Vi prøvede en Phuket og en Saigon. Singhaen er den tredje mulighed, men den findes stort set over hele byen. Både Phuket og Saigon var læskende, friske, forholdsvis lette i smagen og med omtrent samme alkoholstyrke. Isvand fulgte med uden beregning, men vi måtte også lige prøve nogle tropiske softdrinks: Husets kokosnød var ikke så pokkers spændende: en kølet nød med sugerør i, og vores var der ikke meget smag i. Det var samtidig den dyreste drikkevare på vores regning med 45 kroner. Lycheedrikken til 38 kroner var meget delikat. Masser af lycheefrugter og masser af isterninger, superlæskende. Hovedretterne lod vente på sig. Der var lidt slinger i valsen på betjeningssiden denne aften. Tjenerne var supervenlige og opmærksomme, når de var der, men man havde lidt oplevelsen af at blive glemt indimellem. Min gæst havde bestilt Nahm Drok til hovedret, en oksekødssalat med chili, forårsløg, diverse krydderier og knust ris. Smagsmæssigt gjorde de knuste ris ikke så meget, de deltog mest på konsistenssiden ved at give et knasende islæt til retten. Det var en fremragende, uhyre delikat salat. Eneste anke var chilistyrken, som næsten gav tårer i øjnene og sved på panden. Den øvrige tilsmagning og ikke mindst udskæringen var upåklagelig. Høj kvalitet og gavmilde mængder, som vi var nødt til at vinke farvel til, fordi halsen stod i flammer. (Bed eventuelt køkkenet om at dæmpe chilien, retten er fantastisk). Selv prøvede jeg den røde karry med kylling. Superklassisk thairet uden så meget slinger i valsen. Meget velsmagende, rød karrysauce, som vor thailandske mor laver den, sødmefuld og fed af kokosmælk med stykker af kylling, rød peber, babymajs, koriander, kaffir-lime og basilikum. Jeg savnede måske lidt flere eksotiske ingredienser, thai-aubergine, bambus etc., men ellers var der ingen fingre at sætte. Tilbehøret til begge retter var en (endog meget stor) skål ris og en fin bambusbeholder fuld af sticky rice. Sticky rice er rensede ris, der ligger i vand i 6-8 timer og siden dampes. Derved opnås en særlig klistret konsistens, som egner sig til at lave små kugler af risen, som siden dyppes i saucen. Meget fint, det ses ikke ofte. Et hit med kokosis Dessertkortet rummede kun to muligheder. Den tredje med søde sticky-rice havde der ikke været nok afsætning på, så den er røget af kortet. (Men bestiller man en dag i forvejen, kan kokken sikkert overtales). Vi prøvede chokoladekage med appelsinsorbet til 45 kroner og hjemmelavet kokosis til 55 kroner. Chokoladekagen var velsmagende, gedigen, mørk og fyldig i smagen. En udmærket appelsinsorbet fulgte med. Den hjemmelavede kokosis var aftenens ubetingede dessert-hit. En fed og meget lækker kokos-parfait trillet i ristet kokos og serveret med lidt frisk frugt. Min gæst blev meget besidderisk med den og led højlydt under uddelingen af smagsprøver til anmelderen. Vi slog dobbeltstreg på 568 kroner til Spicylicious for aftenens thai-vietnamesiske gastronomi. Ikke urimelige summer for seks retter af en generelt høj kvalitet og både øl, vand og softdrinks undervejs. Det placerer Spicylicious i den meget rimelige ende af spektret. Måske en anelse højere end gennemsnittet af thairestauranter, men til gengæld også en markant højere kvalitet. Det både mærkes, ses og smages på stedet. Der kæles mere for detaljen, restauranten er indbydende og moderne indrettet, og betjeningen er meget venlig og informativ (og denne aften momentvis lidt distræt, men der var også run på!). Spicylicious er et sted, man har lyst til at komme igen. Den har de kvaliteter, som en god 'brugsrestaurant' skal have. Her kan man dumpe ind og snuppe sig en gang stegte nudler den hverdagsaften, hvor man ikke orkede at købe ind, og man kan også tage det store thai-udtræk med vennerne en fredag uden at skulle ringe til bankrådgiveren først. Vi vover pelsen og giver fire pæne huer for høj kvalitet til prisen. Prøv smagen af Thailand og Vietnam i Istedgade. Den er Spicylicious ...
Lyt til artiklen
Appetit på mere?
På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.
Bliv abonnent for kun 1 kr.Allerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Trump glemte at fortælle, at Saudi-Arabien satte en kæp i hjulet
-
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
-
Han har det hele: Smuk kæreste, karriere, herskabslejlighed. Men han er også en lille smule psykopat
-
Oui, hvor er det herligt med et sommerhit på et andet sprog end engelsk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























