Af de store asiatiske køkkener er det vietnamesiske stadig et af de mere sjældne at støde på i Danmark. Thailandsk, kinesisk og sushi fylder på en anden måde i gadebilledet og landskabet af restauranter. Der er en virkelig delikat lethed i det vietnamesiske køkken; brugen af friske krydderurter og grøntsager og sammensætningen af de ofte forholdsvis fedtfattige retter har et særpræg, der klart adskiller Vietnamkøkkenet fra de fyldige røde og grønne thailandske karryer og de traditionelt tilberedte kinesiske retter. På Godthåbsvej har Nguyen Hung Long i cirka halvandet år drevet restaurant Saigon Quan med sin hustru, der er husets kok. Nguyen laver nu også selv en del af maden, betroede han os. Lokalerne er forholdsvis små - der er vel en 8-10 borde i alt - og de var godt fyldt, da vi kom forbi en stilfærdig oktobermandag. Gule og røde vægge, sorte stole - pænt og ordentligt og meget enkelt i indretningen. Hr. og fru Long kan glæde sig over at drive en populær restaurant. Der kommer gæster fra hele byen - og rygtet om mutter og fatters gode vietnamesiske gryder er tilsyneladende også nået et stykke ud i landet - hvis man skal tro værten. Jeg havde bevæbnet mig med hele to prøvespisere for at komme rundt i det ret omfangsrige korts over 45 numre. Vi kunne naturligvis ikke komme uden om de friske forårsruller (der egentlig hedder 'sommerruller') med bønnesauce til 45 kroner for tre styk. De var friske, delikate og fastrullede. Rispapiret gemte på rejer og svinekød, salat og friske grøntsager, og tilbehøret var den klassiske tykke, mørke og sødlige bønnesauce med lidt knuste peanuts på toppen. Meget delikat. Husets consommé kostede 48 kroner og var en forholdsvis tynd klar suppe med hjemmelavede kød- og rejeboller i foruden champignoner og små stykker grønt og urter. Udmærket, men meget let i stilen og ikke så meget smag i selve grundsuppen. Kødbollerne var meget faste i konsistensen og ikke så markant krydrede. De klassiske forårsruller med svinekød (cha gio) til 48 kroner var virkelig fine: små, faste og super sprøde. De fulgtes med en udmærket sød og let chilisauce. Luksussuppe På hovedretssiden måtte vi smage en af de klassiske pho-supper (pho udtales omtrent: faa). Oprindelig en nordvietnamesisk specialitet, som nu fås over hele Vietnam i forskellige krydringer og varianter. Vi prøvede pho saigon til 78 kroner - som er 'luksusversionen'. Det er en flot servering - og det er imponerende, at det kan gøres til den pris. En stor skål suppe med fine stykker tyndt skåret oksekød i. Selve grundsuppen var meget velsmagende og let i konsistensen. I øvrigt godt med risnudler på bunden. På en tallerken for sig kommer så de friske krydderurter, bønnesauce, limesaft, spirer. Hr. Long kom selv hen og demonstrerede den klassiske fremgangsmåde: Rev totter af urterne og blandede bønnesauce, limesaft og spirer i og vendte det hele rundt. Suppen blev mere fyldig af bønnesaucen og frisk af limesaften - og var i en fin balance. En ret, der både mætter og letter på samme tid. Vi prøvede også grillet svinekød på spyd, der blev serveret med rispapir, så man selv kunne lave sig en rulle. Altid hyggeligt selv at komme lidt på arbejde ved bordet - og her var der rigeligt at gå i gang med. To pæne spyd med delikat krydret svinekød og et stort fad med salat, friske grøntsager, pickles, nudler og chilisauce, så man selv kunne komponere sig frem (88 kroner). Den tredje hovedret var også vældig velsmagende: bo xao lan - stegt oksekød med skovøresvampe, glasnudler og løg - krydret med gul karry og ristede jordnødder. Virkelig en delikat mørk ret. Fyldig og sødlig i smagen fra løgene. Rigtig godt. Der fulgte en stor skål dampede ris til (78 kroner). Til alle retter drak vi den friske, forholdsvis lette Saigon Øl til 30 kroner stykket. Kildevand koster 15 kroner og sodavand 19 kroner. Bønnemasse til dessert Desserter er sjældent det store nummer på traditionelle asiatiske restauranter herhjemme. I Vietnam sluttes måltidet ofte af med frisk frugt - så det helt store dessertkøkken er der ikke tale om, fortalte hr. Long. En enkelt vietnamesisk klassiker kan man dog få på Saigon Quan: che tap cam. Det er stivet bønnemasse - stivet med agar agar - som her blev serveret med kikærter, knust is og kokosmælk. Ifølge værten en af de mest populære vietnamesiske desserter - eller snacks, om man vil. Den spises overalt i Vietnam. Der var givet ikke en finger at sætte på retten - men noget hit blev den aldrig for mine gæster og mig. Bønnemassen var i den grad stiv og skåret i små, dirrende stykker - kikærterne var melede i smagen (som de nu engang er ...) - og det hele lå som sagt i en let sødlig kold kokosmælk. Tja, tjo, men interessant at have prøvet den. Prisskiltet lød på 38 kroner. Derudover prøvede vi den mere 'vestlige' kokosis, der blev serveret i en kokosnød. Cremet og velsmagende - 45 kroner portionen. Vi sluttede af med en regning, der for tre gange tre retter med alt inklusive øl og vand lige akkurat nåede 702 kroner. To personer kan uden problemer spise sig mætte for et par hundrede kroner per næse på Saigon Quan - og er man bare til en enkelt hovedret og en øl, så er 100 kroner alt, hvad man behøver at slippe. Det må anbringe stedet i den absolut billige ende af spektret. Dertil skal lægges, at alt, hvad vi oplevede denne aften, var meget friskt, ordentligt og veltillavet. Og Nguyen Hung Long er endvidere en god vært - og en meget venlig mand, der beredvilligt fortæller om det vietnamesiske køkken og de enkelte retters historie, mens han anretter. Det er et enkelt og afslappet lille sted, Longparret driver. Her er på ingen måder fint. Et hverdagskøkken med en høj moral for, hvad angår friskhed og det gedigent hjemmelavede. Det kan smages - og det er en fornøjelse, når priserne samtidig er så rimelige. Klientellet er ikke lige så city-slick og atmosfæren ikke så moderne som på Le Le Na Hang på Vesterbrogade - men kvaliteten lader ikke noget tilbage at ønske. Når prisen sættes over for kvaliteten, vover vi os lige akkurat ud i fire vietnamesiske huer til Saigon Quan.