Det var slet ikke, hvad jeg havde regnet med, da jeg lige skulle have noget sushi i Odense, inden jeg skulle videre i byen. Godt nok havde jeg hørt godt om Goma, der ligger for enden af den lange gågade Kongensgade. Men at den skulle servere noget af landets bedste japanske mad i den mellemste prisklasse, var en af den slags overraskelser, der kan flytte koordinaterne i forestillingen om en by. Jeg vil ikke længere kunne tænke på Odense uden at tænke på Goma.
Goma tager udgangspunkt i kaiseki-traditionen, hvor en menu sammensættes af mange små retter i tapas-størrelsen.




























