Den bornholmske trio bag Kadeau har travlt for tiden. De ejer i forvejen Pony, endnu en Kadeau på Bornholm, og i dette efterår har de åbnet dørene for to ny restauranter: Nabo på Christianshavn og den lille Honey, som tilbyder let bistromad i Adelgade.
Honey er langtfra et originalt koncept i København, hvor det efterhånden er blevet almindeligt at hente sit eget bestik og spise delemad, som var man på besøg hos sig selv. Men det her er en af de mest hyggelige gør det selv-bistroer, jeg har været i. Her er afslappet stemning i noget, der minder om et kantinerum for folk i kreative karrierejobs. Bestikket hænger på væggen ved hvert højbord, vinglassene står med bunden i vejret på en hylde lige over hovedhøjde, og den elektroniske musik nusser træinteriøret, uden at nogen kan brokke sig over det.




























