I Skindergade lå i en årrække en af byens mest gedigne franske landkøkkener. Det var restaurant Le Provencal, der som navnet antyder havde specialiseret sig i det sydfranske køkken - herunder også det korsikanske. Der var småt med pladsen og næsten altid fyldt, så det var til stor sorg for mange stamkunder, at ejerne til sidst valgte at forlade byen og søge andre himmelstrøg. Dem har man siden fundet i Hornbæk, og man har taget navnet med sig. Le Provencal ligger på Havnevej nummer 1, og parret, der driver stedet, er Karen Jones og Steen Gudnitz. Farven gul og gyldne nuancer dominerer stedet, bordene dækkes selvfølgelig af provenceduge, og der kæles i det hele taget for de provencalske detaljer, hvor det kan lade sig gøre. Glas, bestik og service er også valgt med omhu. Når vejret tillader det, dækkes der op i husets lille, hyggelige, gule gård - det kan varmt anbefales at afprøve den her i den lyse sommer. Lidt men godt Kortet er ikke stort, men kommer godt omkring i det sydfranske. Under spisekortlæsningen prøvede vi husets aperitif; ferskenlikør og hvidvin - meget delikat (44 kr. glasset). Der er to menuer, der løbende udskiftes. En landmenu og en gourmetmenu til henholdsvis 268 kr. og 398 kr. Endvidere er der et lille udvalg af a la carte-retter. Jeg truede min gæst til at tage landmenuen, der denne aften bestod af en lille lakseret efterfulgt af den provencalske gryderet daube og til slut ost eller dessert. Hun accepterede mod at få byttet lakseforretten ud med en forret fra a la carte-kortet: timbale af kammuslinger. Gourmetmenuen bestod af en krabbefarseret courgetteblomst til forret, dansk sommerbuk til hovedret og til slut igen ost eller dessert. I det lille vinkort fandt vi en halv flaske provencalsk rød, Sainte Roseline 1998 til 170 kr. Forretterne blev dækket af to glas husets hvid, Martinolles Blanc til 34 kr. glasset. Dette accentuerede på mange måder et lille problem ved Le Provencals nordsjællandske eksil: folk der er nødt til at køre hjem, drikker mindre vin. Men for de mange, der for tiden er på landet og derfor kan vakle småberusede hjem på de fyrrenålsduftende sommerhusstier, er der spændende helflasker at gå om bord i fra Le Provencals kælder. Køkkenet indledte med en lille overraskelse: auberginekaviar rullet i røget sværdfisk. (Auberginekaviar er en provencalsk specialitet - en letkrydret mousse på auberginer). Elegant og originalt. Ikke længe derefter ankom forretterne. Min gæst fik en lille, rund engleblød soufflé på kammuslinger med en flot, mørk sauce på bl.a. soltørrede tomater til. Souffléen var en fornøjelse både i smag og konsistens. Meget gennemført. Min egen forret lod nu heller ikke noget tilbage at ønske. Courgetteblomsten var fyldt med en brandade (typisk procencalsk, bagt puré eller mos - ofte af klipfisk, hvidløg og kartofler) - her på det fineste, rosa krabbekød. Tilbehøret var en langtidsbagt tomat og en lys, fornem skaldyrscreme. En virkelig glimrende forret. Vi tog hul på rødvinen; en dejlig let og elegant provencevin med en flot fylde i smagen. Hovedretterne så fine ud. Daube er en provencalsk klassiker. Den laves af næsten alle kødtyper og er indbegrebet af den rustikke, vinøse gryderet, som skal stå og simre på komfuret i enhver drøm om Provence - inspireret af Marcel Pagnols romaner. Min gæsts daube var lavet på lam i en lys, hvidvinsbaseret sauce med hvide bønner og stykker af gulerod. Kødet var meget mørt, og der var en god bund af kraft i saucen. En herlig enkel og gedigen ret fra landkøkkenet. Sommerbuk med trøffel På min egen tallerken var to fornemme pakker af trøffelomviklet sommerbuk anrettet i en mørk skysauce indkogt med en provencalsk kastanjelikør. Tilbehøret var en uhyre velsmagende, lille svampegratin og en filodejspakke med spæde, nye grøntsager. Sidstnævnte havde fået lidt for meget i ovnen - men det er en detalje i den store sammenhæng. Kødet var mørt og saftigt, de mørke smagsnuancer i både kød og sauce fandt fint sammen med svampene og det øvrige tilbehør. Meget lækkert. Fra osteudvalget delte vi en enkelt tallerken med fortrinsvis korsikanske oste. Både ged, ko og fåremælksoste var repræsenteret; meget lokale typer, hver fik gode ord med på vejen. De var alle modne og veltempererede. Til slut blev det til en enkelt dessert - igen til deling. (De fyldige hovedretter havde haft deres indvirkning på appetitten). Husets is på hvid nougat med hindbærcoulis. En glimrende is, rimeligvis af parfaittypen (blokfrosset is på æg og fløde) med store stykker krokant og pistachenød, der klart bragte tankerne i retning af den kendte og elskede provencalske, snehvide nougat (ofte fra byen Montelimar) - sej i konsistensen, sød og fyldig i smagen. Uforfalsket køkken Med to gode kopper sort espresso med en tilhørende lille, fin provencalsk konfektkage sluttede dette glimrende måltid fra det store provencalske landkøkken; regningen endte på 1.032 kr. Det anbringer Provencal i det halvdyre selskab - men det er vigtigt at understrege, at der virkelig er valuta for pengene. Summa summarum: Le Provencal leverer varen. Et uforfalsket, gedigent sydfransk landkøkken med sans for detaljen. Man mestrer de klassiske provencalske egnsretter til perfektion og har på fornem vis formået at forene det enkle og rustikke med det raffinerede på tallerkenerne. Betjeningen er meget kyndig og omhyggelig - man mærker tydeligt, at det er en ægte kærlighed og personlig interesse, der ligger bag restauratørernes dyrkelse af det provencalske køkken.