Herhjemme har vi nu også fået en restaurant Sultan - et nyere tyrkisk spisested er dukket op over for planetariet på Gammel Kongevej. Ifølge visitkortene på restaurant Sultan er stedet den bedste tyrkiske restaurant i byen. Det siger nu ikke nødvendigvis så meget, for i betragtning af at vi har en stor gruppe herboende tyrkere, har de tyrkiske restauranter i København sjældent budt på uforglemmelige gastronomiske oplevelser. Kebabretter dominerer som regel spisekortene, og de mange lidt mere specielle tyrkiske retter, der ikke lige indebærer at smide noget kød på en grill, er sjældent at finde. Sultan er indrettet med den mængde tyrkiske souvenirer, som man med rette kan forvente af et sted, der også byder på mavedans i weekenderne. Der er både krumme daggerter, orientalske lamper, tyrkisk keramik og diverse andre effekter, men det vænner man sig nu hurtigt til, og bortset fra glimmerværket er stedet nu på alle måder reelt og ordentligt nok. Priserne er meget lave. Der er en række menuer, der starter ved tre retter for 69 kr. (frit valg i kortet!), lidt finere bliver det for 89 kr., og den helt store tyrkiske festmiddag kan fås for 109 kr. kuverten. Derfor kan det ikke rigtig betale sig at købe to a la carte-retter, selvom det nok vil stille sulten for de fleste. Tre retter for 69 kr. vil næsten altid være billigere, og det holdt vi os også til. Tæt på Tyrkiet Udvalget i kortet er strengt taget ikke voldsomt meget anderledes end på de fleste tyrkiske restauranter herhjemme, men der er dog originale muligheder at finde. Sultan har imidlertid forsynet flere af hovedretterne med en champignonflødesauce. Jeg har spist på en del restauranter i Tyrkiet, men jeg er aldrig stødt på champignonsauce. Det kan selvfølgelig være, jeg bare har været uheldig. Forretterne var udmærkede. Min gæst modtog en oval tallerken dækket af en fløjlsblød humus ridset i mønster med en gaffel. Udmærket humus - meget fin i konsistensen. Smagen var neutral, let syrlig og relativt diskret. Vi var meget langt fra de mere grove, hjemmerørte hvidløgsbomber, som man kan møde i den lokale deli, men hver kok har sin humus. Min forret med aubergine var også helt fin. En klassisk kombination: stykker af stegt aubergine, kødsovs, peberfrugt, tomat, løg. Den mindede om utallige kombinationer inden for den samme genre, som man kan møde dem i Tyrkiet, Grækenland eller Mellemøsten. En musakasmagende blanding (dog uden gratinering) - gedigent og enkelt. Hovedretterne var af samme fornuftige kvalitet. Min gæst modtog en større stålpande med stykker af lammekød stegt med lidt tomat og krydderier, derudover var der fintstrimlet salat (grøn og rød), bulgur og i midten desuden den famøse champignonflødesauce. Efter et længere ophold på den anatoliske højslette vil jeg vove at påstå, at flødesovs til en anatolisk lammeret er en lidt pudsig variant, som dansk eller europæisk madkultur har forårsaget. Den fremstod i hvert fald som lidt uden for nummer i sammenhængen, men var nu i øvrigt velsmagende og gjorde ikke den store skade - man kunne gå uden om den, hvis man ville. Kødet var let krydret og udmærket, tilbehøret ligeså. Mængderne var ikke mindst imponerende. Sultanen vil én det godt. Det så heller ikke ud til, at jeg selv ville komme til at gå sulten i seng. Iskenderkebbaben fyldte en stor, oval tallerken. Det er om noget en klassiker, der fås på kebab-restauranter overalt i Tyrkiet. I bunden af tallerkenen kommes ristet tyrkisk brød. Ovenpå lægges tynde skiver af grillet eller stegt, krydret lammekød, og øverst kommer tomatsauce og smeltet smør, og der gives rigeligt med yoghurt til. Ikke en spise, man skal forvente at tabe sig af, men en stor og gavmild tyrkisk kebabret. Det ristede, tyrkiske brød var her erstattet af almindeligt toastbrød, og lige der kunne man måske overveje at skrue en anelse mere op for originaliteten. Jeg ville nok også vælge at dræne yoghurten, så den kom til at minde lidt mere om de solide tyrkiske yoghurttyper. En god dansk kløveryoghurt fra kartonen kan pludselig give mindelser om morgenmad, hvilket kan være uheldigt, når man sidder midt i en lammeret. Men ellers var Iskenderkebabben veltillavet og i orden. Kødet var velsmagende, og når smagene af yoghurt, smeltet smør og tomatsauce blandede sig med det krydrede lammekød, så var Tyrkiet ikke langt væk. Rystende billigt Vinen, vi havde valgt, var månedens anbefaling på stedet: en solid Kavaklidere fra 1997. Ikke ligefrem den store finesse, men masser af saft, kraft og sødme og et prisskilt på 159 kr. Desserter fylder sjældent meget på tyrkiske restauranter, og således heller ikke på Sultan. At husets specialitetdessert er en variant af banana split taler ligesom for sig selv. De øvrige er variationer af is, chokoladesauce med frugt eller pandekager til. Det lykkedes os at få lokket et par baklavaer ud af den venlige tjener. Baklavaen er vel nok den mest berømte tyrkiske kage og laves i et utal af variationer. De er forbistret søde, lidt seje og sirupsdryppende - og disse var ingen undtagelse (om baklavaers sødme skriver Henrik Nordbrandt i sin tyrkiske kogebog: »Charmen ved denne kage er, at den gør ondt. Når man spiser den, skal man helst have fornemmelsen af, at emaljen springer af tænderne og kraniet revner.«). Baklavaerne fulgtes med lidt is og frugt. Vi slog dobbeltstreg på regningen derefter, og endte med at skylde værten 331 kr. Det er jo rystende billigt. Tager man vinen ud af regnskabet, har to personer hver spist tre retter udmærket, veltillavet tyrkisk mad for 138 kr. Hvordan det egentlig kan lade sig gøre med danske råvarepriser, lønninger, afgifter og beskatningsregler hører vist til de spørgsmål, man ikke skal prøve at finde et fornuftigt svar på. I stedet kan man glæde sig over, at der er kommet en gavmild tyrkisk restaurant i centrum, hvor det er muligt at opleve et hjørne af det store tyrkiske køkken for meget små penge. Vi kvitterer med tre reelle kokkehuer til Sultanen på Gammel Kongevej.