Umiddelbart er tungen ikke noget, man har lyst til at sætte tænderne i. Heller ikke den, der hænger dumt, dinglende og slimet ud af munden på en kalv.
Et nærmere anatomisk blik hjælper heller ikke på det. »Tunger er udformet af almindelig, tværstribet skeletmuskulatur«, skriver læge Finn Bojsen-Møller og dyrlæge Kaspar Krogh i deres kogekog ’Fordøj din anatomi’ og fortsætter: »Tungen er meget mobil og kan ændre form og gøre sig lang og spids, kort og bred, rendeformet og pølseformet…« – det lyder som en igle – »og den kan komme rundt alle vegne i mundhulen, (…) hos drøvtyggerne endog helt op i næsen«, skriver de og citerer et gammelt ordsprog: »Vel er tungen et lidet lem, men den udretter store ting«.



























