Her havde nok kun stået et enkelt bord dengang under Anden Verdenskrig. Til gengæld var det sandsynligvis dekadent dækket med hvid dug, en orkidé i vase, bourgogne i glasset og friske franske østers importeret med nattog fra Paris. Her forestiller man sig en nazistisk kommandant sidde og nyde sin position i det besatte Danmark.
Det har været en led stil. Mens han har gurglet i skaldyrets salte delikatesse og ledt efter den af folket ikke erkendte sødme i eftersmagen, har han ventet på meldingen om, at nu var københavnerne bukket under af tørst. Det var nemlig derfor, han havde besat vandværket. For at lukke for forsyningen og dermed gøre befolkningen mere medgørlig.



























