Den ellers så beskedne sild var skåret i millimetertynde skiver, lynmarineret og nu funklende hovedrolleindehaver i den første snack.
Fisken lå, flettet som en sildebensfletning på en rund sprød bund med friskost og syltede blåbær. Sildens skind blinkede, jeg flirtede tilbage og tænkte, at retten lignede et smykke, der kunne sidde på armen af en vikingedronning. Næste snack, den dybe umamifortættede skinkesmag fra et baglår, der kom i egentlig beskedne bidder, kun let forarbejdet med solbær og persillefrø. Smagen bølgede i mig længe og sendte mig ud i klitterne, i marehalmen, i modvinden. Og en tredje ret, en tæppemusling med samme, men helt anderledes dybe eftersmag, lå med en vinaigrette på tørrede blomster og rev mig rundt i sanser og indtryk.
