I en meget lang periode har danske restauranter innoveret med nordiske nybrud i gran, mos og myrer, og de har dekonstrueret junkfood for at skabe gademad til gourmander. Men nu synes der at være en tendens til, at man nægter at tænke nyt.
Vi skal nulstille smagsløgene og spise, som man gjorde før Noma og dens afstikkere, før molekylær gastronomi og helt tilbage til tiden før 90’ernes fusionskøkken. Faktisk længere endnu. Det skal være mad, fra dengang topkokke holdt fingrene for sig selv og lod folket og traditionerne om at definere, hvad der var gode klassiske retter.


























