Torsdag kunne med god vilje siges at være en eller anden form for mærkedag for den grønne bølge og vegetarismens fremmarch på kloden.
Det var nemlig dagen, hvor McDonald's lancerede sin nye Homestyle Veggie-burger. Kæden har angiveligt bidt mærke i, at flere og flere spørger efter et grønt alternativ, og det har fået dem til at udvikle en burger, der kan tage kampen op mod konkurrenter som Halifax, Max, Cock's & Cows - ja, stort set de fleste burgerkæder - der i dag har op til flere vegetariske og veganske bud på menuen (hos Halifax står de veganske burgere for 10 pct. af salget, så det er ikke et ubetydeligt marked).



























