Hvis der skulle være nogen, som trænger til at snakke - altså ikke tale, men snakke, som man ifølge den pladeaktuelle Peter Sommer gør det vest for Valby Bakke - kan de roligt pumpe cyklen og køre en tur ud til Café Sommerfuglen i Valby Langgade. Lige der, hvor storbystemningen så småt begynder at opløse sig til fordel for en distræt villabyidyl med alt, hvad dertil hører af henslængte Statoil-tanke og folk med paraplyer. Lige ved Tingstedet, hvor der på Arilds tid blev truffet væsentlige beslutninger af landsbyens mænd og ikke så langt fra Rughavevej, hvor i hvert fald den ene af Kellerdirks to gamle venner gik i skole i den nu kanoniserede sketch 'Skolekammerater' fra 1956. Trods dette serverer Café Sommerfugl imidlertid ikke stegte ål; til gengæld alt mulig andet. Og der er så hyggeligt caféagtigt, og på væggene hænger nogle meget morsomme billeder, indtil nogen køber dem. Faktisk var billederne så skægge, at min datter besluttede sig for at ønske sig et af dem - det forestiller en bus - til sin forestående konfirmation. Det er ganske tydeligt, at caféen er et sted, hvor omkringboende dropper ind for at indtage et måltid eller få sig den tidligere omtalte sludder. Og gæsterne var i alle aldre, visse endda grupper bestående af repræsentanter for såvel unge som ældre - de såkaldte familier. De fleste så ud til at hygge sig gevaldigt med fristelserne fra menukortet eller det store udvalg af læsestof. Vi bemærkede, at man har det gode danske Jazz Special, hvilket absolut tæller på plussiden. Euroman og andet glittet slam kan man se alle vegne, men et godt swingende tidsskrift er mere sjældent. Menuen er, hvad man med et uhyre præcist udtryk kan kalde for 'eklektisk' - det vil sige, at ingen bestemt stilart er fulgt, men at Sommerfuglen går efter, hvad den selv synes er godt. Derfor kan man på caféen vælge mellem en lang række klassiske serveringer - fra fiskefrikadeller (der dog kun fås til frokost) over tunbøf til cæsarsalat og den uundgåelige hakket død ko i bolle med diverse grønt. Og der er også mulighed for brunch. I slutningen af ugen er der endog også cocktailbar med dj og diskokugle. Grundlæggende er det i orden. Serveringen er venlig og imødekommende, priserne til at have med at gøre. Og portionerne er rigelige. Husets vin kan ligefrem drikkes, så der er ikke noget at klage over i den forbindelse. Bortset fra manglende skarphed. Cæsarsalaten med kylling til 79 kroner - og der skal faktisk slet ikke kylling i - var med pinjekerner og soltørrede tomater. Den smagte glimrende, men temmelig ordinært. Det samme var tilfældet med clubsandwichen med karrydressing til 89 kroner og burgeren med hele okseriet af tilbehør. Kun båndpasta med laks i flødesovs til 69 kroner var decideret kedelig og alt for flødefed. Og dressingerne til såvel sandwich som burger virkede en kende industrielle, hvilket ikke klæder et sted, der i de tilstødende lokaler huser en gourmetrestaurant ved navn Restaurant Bill. Men lad nu det ligge. Kaffen (26 kr. for en latte) var glimrende, perfekt temperatur - og for cappuccinoens vedkommende et skum, som ikke duftede af sveden risengrød, som man ellers kan komme ud for. Grundlæggende er Café Sommerfuglen et okay sted, der bringer tankerne i retning af de landsbykroer, man stadig kan møde rundt omkring i landet. Hyggelige vandingshuller med fodertrug til de lokale og de forbifarende. Og det er der ikke noget i vejen med.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Ukraines forsvar kan miste nøgleleverandør efter lækket samtale
-
Som tallene begynder at tikke ind, tegner de et billede af et Iran, som er under ekstremt pres
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Nordmændene er i ekstase over spektakulært vikingefund
-
Rasende Trump vil intimidere Europa, men han har dårligere kort på hånden end tidligere
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Klumme af Noa Redington
Kronik af Knud Peder Jensen




























