Café Copenhagen Downtown har adresse midt i Indre By.
Fra vinduerne kan man kigge ud over Vandkunsten - det lille torv med de pastelfarvede gamle huse – der ligger mellem Strøget og Stormgade. Caféen er en del af det hostel, som for snart et år siden slog dørene op for at tiltrække ikke blot backpackere, men også kunstnere, der inviteres til at udstille deres kunst på gangene og i et vist omfang kan overnatte gratis. Ikke uden ambitioner Stedet er ikke uden ambitioner. Caféen, der ligger i stueetagen med mintgrønne vægge og lyskæde over baren, præsenterer sig som et internationalt mødested, hvor alverdens nationaliteter gerne skulle falde i snak hen over kaffekopperne. Copenhagen Downtown har hentet inspirationen i New York og Berlin for at indsprøjte indre by med nytænkning og storbypuls.






























