Det er en lidt mørk oplevelse at vade rundt i kvarteret omkring Forum på Frederiksberg efter kl. 20.00. På nær et par pizzeriaer og nogle værtshuse med blyindfattede ruder er der faktisk kun Konjak på H.C. Ørstedsvej, der lyser lidt op. Set fra gaden er cafeen en stor succes,for alle borde var fyldt med mørkklædte og velfriserede mennesker - skønt det kun var mandag aften. Der var hverken live-musik, dj's eller tændt op i Konjaks pejs den aften. Så det må være madens skyld? Eller den ensomme beliggenhed? Eller er det de opsatte højtalere på wc'et, hvorfra der kører gamle danske eventyr, der driver succesen? Egentlig havde jeg forventet, at plastikspisekortet ville bugne med forskellige cognacer. Det gjorde vinkortet da også til en vis grad, viste det sig. Men det blev vi - af en eller anden grund - ikke præsenteret for, før vi var på vej ud. Maden var præsenteret i en kæk tone, og ambitionerne var tydeligvis at lege minirestaurant. Det samme var priserne: Forretter lå fra 50 til 80 kr. og hovedretter fra 130 til 180 kr. Billigst var den uundgåelige caféburger - der må være blandt Københavns dyreste. Vi var til øl. Og ifølge kortet havde Konjak meget mere end blot Carlsberg fra fad. Men udvalget af øl på flaske kunne åbenbart variere så meget, at man skulle spørge efter en up-date. »Jeg har øl fra Tuborg, Stella Artois og Corona«, opremsede den meget korrekte tjener. Trist og tilbageskuende. Det lød ellers godt på kortet. Vi endte med Konjaks sidste bud: fadøl fra Leffe og Hoegaarden (38 og 54 kroner). To øl, der efterhånden er blevet fast café-inventar, men det smager de lige fint af. Vi tog to forretter og en hovedret. Og bad om at få det hele serveret på én gang, så vi kunne smage i eget tempo. Det havde tjeneren ingen problemer med. Musikken i det minimalistisk indrettede lokale kunne anes, men der skulle lyttes grundigt efter for at registrere det. Gæsterne, der så pænt det var muligt forsøgte at gabe over den absurd store burger eller endnu dyrere retter, var næsten lige så afdæmpede. Stort set ingen røg cigaretter. Hovedretten, stedets næstbilligste, var and med sovs og en lidt anonym rodfrugtemos til 146 kr. I min verden er det decideret dyrt for en så almindelig ret. Derfor bliver jeg nødt til at dvæle lidt ved maden, når man nu tager sig så godt betalt. Oven på rodfrugtemosen lå noget hvidvinsdampede sølvbede. Sådan noget ser så flot ud på skrift. Og Konjak skal da have point for at tage fat om den ukendte grøntsag. Men når kokken bruger en så ringe vin, at den kun smagte af skarp syre, ville jeg klart foretrække damp fra ganske almindeligt saltvand. »Det er noget juks«, konstaterede medspiseren tørt, og byttede anden ud med de flødestuvede svampe på brød (69 kr.). Svampene, der ifølge kortet kom 'fra skov og mark', var aftens bedste indslag. Uden dog at rykke noget, for selve stuvningen var ret salt og flødetung og manglede noget friskt. Og det kan anonyme salatblade og forskellige saltede nødder, der udgjorde tilbehøret, aldrig tilbyde. Og helt ærligt Konjak. Skov og mark. Prøv at skrue ned for eventyret. Den svamp, der var mest gennemtrængende, var ganske almindelige østershatte. Værst var 'Dagens bagte fisk'. Systemet er åbenbart sådan, at kokken lægger lidt fisk på en tallerken, lynbager det i ovnen, kommer pesto og salatblade over, skriver fiskens navn op på tavlen og skovler 72 kroner i kassen. I dag var det hellefisk med lime. Og den var så ustyrlig salt, at den på allemåder var umulig. »Det smager som de Matjes-fileter, jeg har hjemme i køleren!«, udbrød medspiseren og lagde bestikket fra sig. Forundrede og med saltsprængte læber betalte vi de 379 kroner, som aftens minimalistiske fest endte med. Uden at blive klogere på, hvorfor Konjak er så populær. Måske fordi der er mangel på cafeer med spisekort i den ende af Frederiksberg - for eventyrene og pejsen kan da ikke være nok i sig selv, vel?