Mæt på Melchiors Plads

Lyt til artiklen

Bare lige for en ordens skyld, med forlov: Østerbro er ikke, som en del mennesker både går og tror og siger, nogen homogen bydel. De mere end 80.000 østerbroere udgør en række stammer med hver deres territorium. En af disse er folket i den firkant, der dannes mellem Randersgade, Nordre Frihavnsgade, Strandboulevarden og Århusgade, hvor denne cafékontrollør i øvrigt selv boede i perioden fra 1983 til 1995. Området er markant anderledes end resten af Østerbro med mindre lejligheder og smallere gader, og indbyggerne er for de flestes vedkommende ikke journalister, arkitekter, jurister og gymnasielærere. En central lokalitet er Melchiors Plads i den såkaldt 'billige' ende af Nordre Frihavnsgade, hvor jeanskongen Frøkjær i sin tid regerede, og hvor kultbusser som linie 3, 9 og 18 havde endestation. Nu har piben imidlertid en anden lyd: Pladsen er blevet udstyret med springvand og bænke, og hvor der før lå marskandiserbikse og et posthus, ligger der nu shabby chicshops samt den nys åbnede Café Roma, der byder på middelhavseklekticisme, kolde bajere og sport i fjernsynet. Man er ikke et sekund i tvivl om stedets ærlighed og forfriskende mangel på fine fornemmelser. Den indretningsmæssige stilforvirring - vi er et sted mellem sydlandsk kliché og dansk old school kolonihave - er ikke et udtryk for tidstypisk attituderelativisme; sådan ser det bare ud. Menukortet indeholder de klassiske sandwich, salater, steaks og suppe, men også pariserbøf med hele dynen af sursødt tilbehør samt den uundgåelige nye nationalret lasagne med salat. For så vidt angår kager og desserter er udvalget pænt stort og indbydende, blandt andet whisky-pekan-tærte med creme fraiche (mums). Fra klokken 10 til 15 serveres der en efter sigende solid brunch til skaldede 79 kroner inklusive kaffe og juice. Den nappede vi. Og vi var dårligt kommet i gang med at diskutere den forestående rejse til det rigtige Roma i Italien, førend der stod dampende kæmpekopper med dejlig kaffe og en lille Bodum-kande med rigtig te lavet af teblade. Umiddelbart efter anduvede anretningerne: røræg, bacon, pølser, skinke, brie og frisk frugt (inklusive en pragtfuld halv skive ananas) samt lidt grønt - og en rigelig kurv med okay kernerugbrød, lidt kedeligt hvedebrød samt smør og marmelade. Juicen var fra karton, men kold og med isterninger, og det var sådant set symptomatisk for hele måltidet. Det var ikke fabrikeret af økologiske luksusråvarer, men helt almindelige konsumvarer. Men det kan man sagtens få mere end spiselig mad ud af, hvis det er tilberedt med omhu og kærlighed, hvilket er tilfældet hos Roma. Et eksempel: cocktailpølserne var krydsskåret i enderne. På en gang beskyttelse mod sprængning under stegning og dekorativt. Kort sagt så er Café Roma noget så sjældent som et prunkløst og jævnt sted. Det er bare i orden. Og man kan få en hel kande fadøl for en hund.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her