Café Sorte Hest på Vesterbrogade har intet andet end navnet tilfælles med teatret Sorte Hest. Og så naturligvis beliggenheden i den fjerne ende af Vesterbrogade - et område, der engang var fyldt med knejper af tvivlsom karakter og emmede af stilren arbejderklasse. Men i dag kan teatergængere med smag for det moderne klassiske repertoire - man spiller gerne nyere fransk, italiensk og skandinavisk dramatik, p.t. Jean Genets kammergyser 'Stuepigerne' ('Les Bonnes') - sagtens indfinde sig inden forestillingen og få sig en bid brød, en kop kaffe eller et glas øl. Der er plads til alle. Café Sorte Hest har et umiskendeligt præg af dagligstue. Bløde lænestole, lædersofaer og et stamklientel, der tydeligvis betragter stedet som en udvidelse af egen matrikel, hvor man hænger ud, drikker kaffe, spiller backgammon og sludrer med de øvrige besøgende. Ofte i selskab med børn, som uforstyrret kan tulle rundt og eksempelvis lege gemmeleg på gangen til toiletterne eller underholde sig med andre gæster. Samme holdning præger menukortet. Det er hverken Paul Bocuse eller Cunningham, der er hovedinspirationskilderne. Snarere Kirsten Hüttemeier, hvilket skal forstås på den gode måde. Man kan få sandwich, chili con carne og tapastallerken, og til at skylle det ned med er der et lille udvalg af gode vine, fadøl (fra Carlsberg) eller importerede øl på flaske. Sidstnævnte i et sådant omfang, at den kendte ngo De Danske Ølentusiaster har optaget stedet på sin liste over godkendte vandingshuller i Københavnstrup. Chilien var rigtig god med en kraftig kødsmag og tilbehør af tacochips og avokado. Måske en lille smule tør, og man savnede cremefraiche; men et glimrende prunkløst aftensmåltid til en rimelig penge (59 kroner). Dagens ret (89 kroner) var en slags thaikylling i kokos med basilikum og rød karry - serveret med ris. Og den var også glimrende med fin styrke i smagen, dejlig mør kylling og lækker cremet sovs. Tapastallerkenen til 120 kroner var omfattende. Oliventapenade, tomat-mozzarella-salat, grønne oliven, skinke og melon, marinerede grøntsager, en skål med lidt af thaikyllingen og andet. Dertil ristet brød af den kedelige slags; men mæt blev man, og der var rigeligt af det hele. Prisen er måske en kende i overkanten, men to personer kunne sagtens have delt anretningen til et glas vin inden teaterturen, og så er det i virkeligheden ikke så slemt. Og for 150 kroner kan serveringen opgraderes til tapas pas de deux. Serveringen var ekstremt imødekommende, men hårdt presset af de mange gæster, hvorfor ventetiden var lidt lang. Men hvad gør det, når der er øl i hanerne, og der er så hyggeligt. Visse dage er der jazzmusik på stedet, og det er lidt af et tilløbsstykke i området, forlyder det. Hvilket man godt kan forstå. For Café Sorte Hest er et rart lille sted, som denne cafékontrollant gerne besøger igen. Det er ikke stor kunst, men tre flotte kopper kan det blive til.