Kasser med orange zucchiniblomster og friske grene med laurbærblade. Trådnet fyldt med appelsiner og grapefrugter, stålskinnende maskiner til at brygge espresso, riste panini og presse juice. Mad og drikke kan indtages stående ved disken eller ved høje borde med barstole langs væggen. Der er sat i scene til en tjep servering.
Niks, vi er ikke i Torino eller Napoli, men på Københavns engang så franske gade, Værnedamsvej. Her har erfarne restauratører fra bl.a. den populære restaurant Italo Disco på nærliggende Oehlenschlægergade åbnet den lille Italo Caffé, der fra morgen til aften dyrker kvalitetsbevidst madkultur sydfra.



























