Det vildeste værk, jeg har oplevet, er …
»Cecily Brown udstillede i 2018 et megastort aflangt værk på Louisiana, delt op i tre lærreder. ’Where, When, How Often and with Whom’. Jeg var blevet interesseret i hendes ting og måde at male på og havde blandt andet set en superfed YouTube-video, hvor hun fortæller om en kvinde i burkini på en strand i Nice, der blev tvunget til at tage sin burkini af, og det kom der en kæmpe shitstorm ud af. Det var inspiration til værket.
Jeg var på Louisiana og vidste ikke, hun udstillede der, og da jeg pludselig så, det var der, var det helt chokerende. Det var sindssygt. Det er et vildt værk. Man kan kigge på det for evigt. Det er ikke på grund af det politiske, at jeg er så imponeret og betaget. Det er først og fremmest hendes måde at male på.