Jakob Kolding, ’Untitled (Life Without Buildings) (III)’, 2024
»På billedet ser vi et landskab med to mennesker. Der er en grå blok i midten og bølgende former i baggrunden, hvor det ser ud, som om himmel og bjerge smelter sammen. Det er svært at bestemme, hvad der er forgrund og baggrund. De her lag, som vi ser i billedet, er noget, Jakob Kolding arbejder meget med. Han bruger skanninger af arkitekturtegninger, fotos og trykte fotos med raster, som han overlejrer og derefter klipper ting ind og ud af. Han skærer billeder ud af deres oprindelige sammenhæng og sammensætter dem i nye fortællinger om verden.
’Untitled (Life Without Buildings) (III)’, 2024, er ikke et værk, som ligner et fotografi. Jeg opfatter det umiddelbart som et maleri, for det fotografiske er svært at spotte.