Fejl er guld
Henrik Vibskov er nok den danske modedesigner, der er bedst kendt i udlandet. Hans evne til at lave tøj, der leger med former, farver og funktion, er enestående. Han blander eksklusive materialer med metervarer, udfordrer pasformer og har nærmest leget sig gennem den internationale modeverden, som ellers kan være ret selvhøjtidelig. Hertil kommer installationer og udstillinger, forelæsninger og samarbejder med et væld af aktører inden for design.
Henrik Vibskov angriber både det klassiske mode- og designsprog, og fordi han har haft held med det i 25 år, kan han snart opleves på Designmuseum Danmark.