Feministisk romantik?
Kan man være romantiker og feminist i en og samme person? Det giver den anerkendte engelske koreograf Cathy Marston et bud på med sin version af Charlotte Brontës ’Jane Eyre’ (1847).
I lyset af den gamle mester John Neumeiers fravær fra Den Kgl. Ballets repertoire er Marstons ’Jane Eyre’ (fra 2016) sæsonens oplagte gode nyhed til alle, der sætter pris på en velfortalt psykologisk handlingsballet – tilmed fortalt fra et kvindeligt perspektiv. Det er det, den erfarne koreograf er berømmet for, med en værkliste med næsten udelukkende kvindelige hovedpersoner. Som nu den klassiske romantiske historie om den forældreløse, ubemidlede Jane.