Har du været i biffen i denne uge? Til koncert? På café, restaurant eller bodega? Hvis ja, så er du sandsynligvis helt uden at vide det en del af en boomende oplevelsesøkonomi. Der er i dag mere interesse for at gå ud end nogensinde. Og flere, der står parat til at svare på efterspørgslen. Eksempelvis har to tredjedele af alle danskere været i biografen inden for det seneste år.
En statistik, vi skal helt tilbage til 1973 – før video, dvd og internet – for at finde. Og på udbudssiden melder koncertarrangørerne om flere koncerter og også flere udsolgte koncerter end nogensinde før. Forklaringen skal findes i, at vi over en bred kam er blevet rigere, mens prisen på varige forbrugsgoder ikke er steget. En vaskemaskine koster for eksempel det samme i dag, som den gjorde i 60’erne.
