Kulturminister Brian Mikkelsens skizofrene slingrevals på sin ressorts vegne ses næsten mest tydeligt i holdningen til dansk film(industri). Mens han prædiker konservatisme i syn på kunst og kultur, er han lige så kommerciel som en brugtvognsforhandler. Det ses i det nye filmforlig, som ganske vist i sidste ende blev mildnet lidt for de klippede filmkunstnere, men som på lang sigt tænker mere på branchens merværdi end på priser, hæder og ære, i Cannes, Berlin og Venedig.
Som om netop ikke vore smalle film i højere grad end endnu en omgang ’Min søsters børn på plejehjem’, ’Far til fire for 117. gang’ og ’Krummerne uden gær og dej’ er de levende billeder, som også høster penge og anseelse. Kunstneriske film, der også hiver penge i land ved at pege på vort land som noget andet end provokerende karikaturtegninger og tropper i Irak.
