Du skal bare lige ind og købe et par enkelte ting og stiller din cykel fra dig uden for butikken. Låst, selvfølgelig. Men da du fem minutter senere kommer ud af butikken, er cyklen væk. Og det er ikke en cykeltyv, men en parkeringsvagt, der har kidnappet den, og hvis du vil se din cykel igen, skal du betale en bøde. Sådan kan fremtiden blive for de københavnske cyklister. For bunker af rodet parkerede cykler, der spærrer for almindelig færdsel, er et stigende problem i København. Cyklisterne parkerer mere og mere hensynsløst, og der er alt for få cykelstativer i byen.
20 millioner til nye stativer
Det anslås, at omkring 100.000 mennesker cykler på arbejde i København hver dag, mens der kun er 40.000 cykelparkeringspladser. Inden for de næste år er der afsat omkring 20 millioner kroner til mere og bedre cykelparkering rundt om i byen.
Men kommunen vil også opdrage cyklisterne til bedre parkeringsvaner med en hård afskrækkelsesstrategi: Hvis du parkerer ulovligt, ser du måske aldrig din cykel igen. Eller du kommer i hvert fald til at betale for et gensyn. Københavns borgmester for miljø og teknik, Klaus Bondam, har netop bedt justitsministeren om at forelægge sagen for Folketinget, så Københavns Kommune fremover helt lovligt kan kidnappe ureglementeret parkerede cykler. En sådan ordning har man allerede i nogle områder i Malmø. Der har man zoner, hvor det tydeligt er markeret, at man ikke må stille sin cykel uden for stativerne. Hvis man ikke adlyder skiltningen, bliver cyklen fjernet, og hvis man vil se sin cykel igen, skal man betale omkring 200 kroner. Imens holdes den spærret inde i et depot. Mange klager Niels Tørslev, centerchef for trafik i Teknik- og Miljøforvaltningen, fortæller, at borgerhenvendelser og avisskriverier ligger til grund for ønsket om en lignende kidnapningsstrategi i København. »Vi har især fået mange klager vedrørende metrostationer som Amagerbro Station. Det kan være svært at komme til nedgangene til metroen for cykler. Der har også været forretningsdrivende, som har været generet. Og det har stået på igennem længere tid«. I dag står der ved indgangen til Strøget skilte med ’Henstillen af cykler forbudt’, men hvis folk alligevel sætter cyklerne, har kommunen ikke andre sanktionsmuligheder end at ringe til politiet og bede dem gøre noget ved det. Det gør politiet ikke, for de har travlt med vigtigere ting.
