Ja, man kan vel godt kanonisere den irske skuespiller Gabriel James Byrne med et ’sankt’ foran hans fornavn. Thi ingen har som han spillet både gejstlige, munke og det modsatte. I en film er han katolsk præst, i en anden selveste satan, denne meget mørke, maskuline og mutte mand, som meget sjældent spiller helt på det hvide lærred – og i så fald en ’anti’ af slagsen – men nærmest er blevet typecastet som skurken over alle skurke, bøhmand, bisse, børnelokker og det, som ligner, fra ondskabens rige. Byrne er født i Dublin i 1950. Han var sidst i 20’erne, før han blev skuespiller, og før det skriver han på sit cv, at han både har været arkæolog, skolelærer, kok og tyrefægter! I hvert fald er han opdraget og uddannet på en katolsk drengeskole og hævder endog, at hans gamle latinlærer misbrugte ham. Så måske er det derfor, han er så fremragende i bøse roller og ofte går rundt i sine film som en mand, der er eksistentielt på skideren og ikke kan finde sit livs toilet.

Relationer til Norden

Byrne er selv ked af altid at skulle spille mørkemand, Så mon ikke der dybest set nede i hans romantiske og arrede sjæl er gemt en lystig komiker eller i hvert fald en lystspilskuespiller med sans for replikker? Ville man ikke gerne se ham i en sædekomedie af hans landsmand, den guddommelige Oscar Wilde? Som markisen af Steyne i filmen ’Vanity Fair’ tydede noget på, at Gabriel faktisk ville være god i andre roller end dem, hvor han går rundt i præstekjole eller andre mørke tekstiler. Han har faktisk flere relationer til Norden i almindelighed og Danmark i særdeleshed. Både Bille August og Gabriel Axel har sat ham i scene. Sidstnævnte i sin meget rustikke og vadmelsklædte udgave af Hamlet, altså ’Amlet’, hvor Byrne spiller kongepar sammen med Helen Mirren. Men personlig synes jeg, at han har været bedst i mere moderne noir-ting, såsom gangsteren i brødrene Coens Dashiell Hammett-film, ’Millers Crossing’, og som hudløs journalist i ’For rigets sikkerhed’.