Liden eller lille har man vel lov at kalde hende lidt endnu, denne mellemblonde amerikanske Kirsten Dunst, som stadigvæk i en alder af 25 år ligner en 3. g-pige fra Espergærde Gymnasium med æblekinder, smilehuller og blød upræcis næse. Alt i alt ser hun faktisk meget nordeuropæisk ud, naboens datter enten i Hamburg eller Helsingfors, og det er jo ikke så mærkeligt, i og med at hendes far er tysker og hendes mor halvt svensker. Kirsten Dunst har indspillet mere end 40 film og indtil videre formået den transformation fra kvik barnestjerne til anerkendt voksen skuespiller, som Shirley Temple eller Mickey Rooney aldrig opnåede. Hendes oplagte type, som filmindustrien har trukket meget på siden hendes gennembrud som tolvårig i ’Interview with the Vampire’ i 1994, stærkt fulgt op igen som den kløgtige søster i børnefilmen, ’Jumanji’, hvor hun ryger ind og ud af et dæmonisk brætspil med en meget manisk Robin Williams i hælene.
Den moderne kvinde
Men i filmen om de selvmorderiske jomfruer, ’The Virgin Suicides’ fra 1999, begynder hun at træde i karakter, og siden må man sige, at hun mere og mere spiller den moderne kvinde med ben i næsen og sødme i sjælen.
