Vi kan naturligvis ikke komme uden om en filmquiz om den store svenske filminstruktør Ingmar Bergman, som her i sommer tog til Vorherres store studier, det himmelske Hollywood, hvor alle film er i farver og ender lykkeligt. Hver dag og hver gang til et englekor, som enten synger lovprisende salmer eller spiser smelteost uden kalorier! Det fortjener han, den kære Ingmar, hvis far var præst, og hvis bedste publikum i virkeligheden er netop teologer, som kan diskutere hans film i lyset af Luther, det protestantiske nådesbegreb og syndens forskellige gradbøjninger i en kristendom, som langt mere end moderkirken i Rom accentuerer det personlige forhold til Gud!
Det velfærdsglade folkehjem
Thi det skal man huske som filmhistoriker, at mens talrige katolske instruktører, både troende og frafaldne, fra John Ford og Alfred Hitchcock til kætteren Luis Bunuel, har artikuleret deres form for kristendom eller mangel på samme, så er Bergman en af de få protestantiske intellektuelle på film med klare rødder i kristendom og Skandinavien i almindelighed, Sverige i særdeleshed.
Mere end nogen anden moderne svensker har Bergman skabt billedet af det velfærdsglade folkehjem, som alligevel inde bag husfacaderne i Bulderby befolkes af suicidale drankere, svage og anfægtede mænd i clinch og konfrontation med blonde liderlige kvinder, alle stedt forfærdeligt i hykleriske ægteskaber og betændte parforhold med ubodelig ensomhed og infam utroskab for en stakket stund skubbet ind under det persiske gulvtæppe.
