Kulturen i Århus kan sammenfattes på det klassiske postkort: »Her går det godt – send flere penge«. Aktørerne i det århusianske kulturliv taler med begejstring og optimisme i stemmen om talentmassen og kvaliteten, og det uanset om det er en musiker, en arrangør eller en teaterchef, man spørger.
Dagene, hvor Århus var lig med Gnags, Thomas Helmig, TV-2 og ’hjem-til-Århus-hittet’, er forbi. Det er ikke sådan, at de gamle Århus-bands ikke nyder respekt – for det gør de. Men deres arvtagere som Veto og Nephew er kørt i stilling, og flere er på vej. Som direktør i Studenterhus Århus Anne Thorø siger: »Når det gælder nye bands, er der i øjeblikket et stort vækstlag i Århus. Mange af de bands, der spillede på Roskilde, har århusianerne kunnet høre på Studenterhus Århus for over et halvt år siden«. Torsten Rosendal fra musikeventfirmaet Present Aarhus siger: »Århus er begyndt at danse igen. Det er ved at blive sådan, som det var, dengang Frontløberne var unge i begyndelsen af 1990’erne. Hvor der var klubaftner på hverdage og Kronstadt om søndagen. Men det nye årtusinde har været fattigt på musikfronten. Publikum har valgt det sikre og stået med korslagte arme og vippet med foden«. Folk kommer ikke af sig selv
Torsten Rosendal er nu så optimistisk på musikscenens vegne, at han tror på, at den festival, Present Aarhus, han sideløbende med festugen kører i Ridehuset sammen med kollegaen, Christian Østergaard Sørensen, kan gå i nul. Det er langt fra sket i de to år, festivalen indtil nu har levet. »Byen er stor nok til at rumme alle typer kultur. Er det interessant nok, skal folk nok komme. Men byen er ikke stor nok til, at det sker af sig selv. Og derfor er Århus meget mere afhængig af ildsjæle end for eksempel København. Her opstår ikke bare en alternativ scene, fordi der er mange, der kan lide den musik. Folk skal hentes og bæres ud af deres studieceller på universitetet og parcelhusene«, mener Christian Østergaard Sørensen. På teaterfronten er teaterdirektør for Svalegangen Niels Andersen ikke bange for de store ord: »Århus har landets bedste teatermiljø med det højeste kvalitetsniveau. Det kan man se på de priser, der er regnet ned over byens teatre på det seneste. Niels Andersen nævner bl.a., at Aarhus Teaters ’Nick Cave Teaterkoncerten’ i foråret løb med Reumert-prisen for ’Årets forestilling’, og ’Årets store, lille forestilling’ gik til Teatret for forestillingen ’August’. » Århus er altså ikke Horsens«
Men også fra scenen understreges det, at tingene ikke sker af sig selv. »Nogle politikere har ambitioner om, at Århus skal være en aktør internationalt, men så skal der altså ske en del. Der har været for meget skydning med spredehagl. Man bliver nødt til at vælge tre-fire områder at satse på«, siger Niels Andersen. Han har sammen med sine teaterdirektørkolleger og folk fra Aarhus Universitet netop lavet en konkret plan om, hvordan Århus fastholder sit teatermiljø. Blandt andet kræver det et teaterkulturcenter, der kan pleje vækstlaget, en teaterfestival, en pris på 300.000 kroner for den bedste nyskabende teaterforestilling, så det ikke bliver Elverhøj det hele. Og så foreslår gruppen, at nytilflyttere får foræret to teaterbilletter som velkomstgave. Den slags koster penge. Det ved Christian Østergaard Sørensen alt om. »Kultur er da noget, kommunen burde brande byen på. Vi har rigtigt mange talenter i Århus, men for få scener til at skabe et miljø, der giver genlyd. Andre vækstbyer – sådan nogle som Barcelona og Berlin – har fået et fantastisk image, fordi de dyrker undergrunden. Åbningen af Åen er bestemt et plus, men det er da lidt underligt, at det største slagnummer i Århus i mange år går ud på at sælge landets dyreste øl til landets fattigste mennesker«. Århus’ tusindvis af studerende er ifølge Anne Thorø netop, hvad Århus skal satse på. »Det er fint nok med en Police-koncert, men Århus er altså ikke Horsens. Vi skal tænke på de århusianske talenter. Det er dem, der kan gøre Århus unik – ikke store koncerter, som alle jyske byer er i gang med at kopiere«.