Næst efter Billy The Kid er Jesse James og hans bror Frank nok det vilde vests mest berømte banditter. Men mens Billy The Kid og hans lovløshed sådan set afspejler en individualistisk og modernistisk skæbne, outsideren som en slags morderisk ungdomsoprører, er vi med Jesse James og co. faktisk tæt på en fortidig pendant til vor egen Blekingegadebande.
Jamesbanden specialiserede sig ikke kun i bankrøverier, de plyndrede i alt 12, men deres baggrund var i høj grad politisk. Jesse James og hans familie var nemlig fanatiske sydstatsfolk, ejede slaver og støttede sydstatshæren under hele borgerkrigen.
