tegnefilm Wulff & Morgen­thaler på mobilen

Lyt til artiklen

En mand, der trykker en bums forkert ud, så hele hans hjerne splatter ud på badeværelsets væg, er universel humor, produceret af Wulffmorgenthaler. Joken bliver nu animeret og sendt ud i det globale mobile univers. »MTV henvendte sig for fire-fem måneder siden. Vi snakkede om, hvad vi kunne lave sammen, og så fik vi idéen til projektet«, siger Morten E. Wulff, businessmanager hos Wulffmorgenthaler.com. Pilotprojekt blev skudt i gang i går: I det meste af verden kan folk betale til MTV for at få korte satiriske indslag sendt til deres mobildisplay. Hos filmselskabet Zentropa har fem tegnere allerede været i gang i et par måneder med at animere, mens humoren og karaktererne stammer fra Wullfmorgenthalers striber. »Jeg tror, at MTV valgte os, fordi stationen har brug for noget aggressivt, som kan markere den på mobilmarkedet«, siger Morten E. Wulff. International sigte På den måde vokser Wulffmorgenthalers projekt hele tiden. Det startede som et lille projekt i begyndelsen af årtiet: Komikeren Mikael Wulff og filminstruktøren Anders Morgenthaler tegnede satiriske striber, som de lagde ud på deres hjemmeside. Så fik Politiken og siden tv-stationen DR 2 øje på dem. Nu har det kreative makkerpar altså lavet en aftale med en global mediegigant. Sammen med Anders Morgenthaler har Mikael Wulff udvalgt de striber, der egner sig bedst til at blive animeret til mobiltelefoner. Blandt andet er seriens famøse panda blevet fravalgt, fordi der ikke må være gennemgående figurer. Og de blasfemiske jokes er også røget, fordi de ikke vækker genklang i USA. Animeret komedie Det eksklusive samarbejde med MTV er et skridt mod mere succes til Wulffmorgenthaler, håber Mikael Wulff. »Jeg tror ikke, det her projekt bliver kæmpestort, men det er et skridt i retning mod nye internationale kontakter. På et tidspunkt kunne vi godt tænke os at lave en længere animeret komedieserie til et internationalt medie«, siger han. Mobilanimationerne varer to til tre minutter, så man hurtigt kan få en dosis humor, mens man venter på bussen for eksempel. MTV har tidligere eksperimenteret med at forkorte tegnefilm som South Park ned til formater, der passer til mobiltelefoner, men det er første gang, at tv-stationen satser på animationer, der er produceret eksklusivt til det mobile medie.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her