Hvorfor er svenske film noget ganske særligt? Faktisk en genre helt for sig selv i sin egen boldgade og bås? Lige meget hvordan vi drejer den skandinaviske film, lander svensk film altid på begge ben på diverse filmfestivaler kloden rundt, fra Berlin over Venedig og Toronto til Cannes.
Dansk film behøver ganske vist ikke længere have mindreværdskomplekser eller føle, at nationen stadigvæk drejer film i skyggen af den svenske storbror. Vi kan selv. Men tag nu sådan en ung dansk filminstruktør som Simon Staho, så sværger han faktisk til svensk film, fordi svenske skuespillere tager deres metier alvorligt og ikke stiller op for at reklamere for bilforsikring, realkredit eller skruer og søm i en eller anden gør-det-selv-butik.
