Det er ikke mere end en uge siden, at Tivolis 102 meter høje tårn, tegnet af den verdensberømte arkitekt Norman Foster, blev skudt ned. Først trak Venstre og siden de konservative deres støtte til byggeriet. Dermed led Tivolis ellers ambitiøse hotelprojekt samme skæbne som hollandske Erick van Egeraats højhuse på Krøyers Plads, som i 2005 måtte sløjfes efter omfattende beboerprotester. Men selv om alle planer for nye højhuse i København gang på gang kuldsejler, meddelte overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) alligevel i starten af denne uge, at der altså skal bygges højhuse i hovedstaden. Københavnernes modstand mod bygninger, der er højere end Rundetårn, Rådhustårnet og Arne Jacobsens SAS-hotel, afskrækker tilsyneladende ikke Bondam og Bjerregaard. De har oprettet hjemmesiden www.hojhuse.kk.dk, hvor byens borgere kan diskutere, om København skal have en skyline a la Manhattan eller måske en dansk pendant til Turning Torso i Malmø. Og samtidig har de to borgmestre meddelt, at de har en samlet højhusstrategi på trapperne. Den bliver der med garanti også brug for. For når man kigger på de tre forslag til et nyt ’Byens Hus’ i Scala, som arkitektfirmaerne Henning Larsen Architects, Schmidt Hammer Lassen og BIG netop har afleveret til ejendomsselskabet Centerplan, som ejer Scala, så skal der nok komme fornyet gang i debatten om, hvorvidt København er parat til at få sin egen skyskraber. ’Byens Hus’ Henning Larsen Architects forslag, der er 80 meter højt, bliver lanceret som en slags Københavns svar på Pompidou-centeret i Paris. Bygningen, der skal være åben for alle byens borgere 24 timer i døgnet, har en kæmpe volumen med to offentligt tilgængelige plateauer med udsigt over Middelalderbyen og resten af byen .Endnu højere er arkitekt Bjarke Ingels og hans tegnestue BIG’s projekt, som måler 130 meter i højden og breder sig hele vejen ud over Axeltorv. Her er visionen, at selve pladsen foran bygningen går op ad bygningen, så borgerne kan sidde uden på højhuset i en slags åbent amfiteater. BIG’s højhus er dobbelt så stort som det nuværende Scala og indeholder en udendørs taghave øverst oppe. Schmidt Hammer Lassens forslag, ’X-ing Towers’ (billledet nedenfor), er 147 meter højt og byder faktisk på to tårne. SHL’s opsigtsvækkende projekt er et ’Byens Hus’, som væver sig under og over gadeplan med tråde ind under Axelborg, over til Tivolis hovedindgang og med tårne, der strækker sig langt op i den københavnske himmel. Som en rød tråd igennem arkitektfirmaernes tre vidt forskellige forslag til et nyt hus ved Axeltorv indeholder de alle planer for, at Scala-bygningen, som vi kender den i dag, skal rives ned. Og at der i det nye højhus kan være hovedbibliotek, femstjernet luksushotel, konferencecenter, butikker og parkeringskælder under torvet. Men først og fremmest giver forslagene hvert sit bud på, hvordan man kan revitalisere Axeltorv og gøre området omkring til Københavns nye kulturelle centrum. Drivkraften i den proces skal, ifølge arkitekterne, være et nyt, aktivt ’Byens Hus’, som blander offentlige og private aktiviteter og binder Tivoli, Rådhuspladsen og passagen ved Paladsbiografen sammen. Højhuse eller ej Modellerne af de tre nye Scala-højhuse bliver vist frem for offentligheden første gang i dag, når Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam klokken 10 åbner en udstilling om visionerne for Metropolzonen i Rådhushallen på Københavns Rådhus. Spørgsmålet er så, om enten BIG, Henning Larsen Architects eller Schmidt Hammer Lassens højhus-projekt i sidste ende er realiserart. Og, ikke mindst, om lokalpolitikerne på rådhuset og de københavnske indbyggere er parate til, at byen skal begynde at bygge højt. Christian Melgaard, direktør i ejendomsselskabet Centerplan, der har bedt de tre arkitektfirmaer om at komme med deres bud på et ’Byens Hus’ over for Tivoli, er udmærket klar over, at vejen frem mod et højhus på Scalagrunden kan blive lang og bumlet. »Det er en stor beslutning at bygge et højhus i København. Men vi vil gerne starte en principiel diskussion om, hvor meget i højden man vil bygge i byen. Med projekterne for et nyt Scala vil vi også gerne bede politikerne om at forholde sig til, om de overhovedet vil have et højhus. Hvis de ikke vil det, er der jo ingen idé i at sætte gang i at bygge det rigtige højhus«, siger direktøren i Centerplan, der ud over Scalabygningen bl.a. ejer Torvehallerne på Israels Plads og Custom House i Havnegade. Centerplan har i denne uge præsenteret de tre velrenommerede arkitektfirmaers modeller af ’Byens Hus’ for Klaus Bondam, Ritt Bjerregaard og stadsarkitekt Jan Christiansen. Ideen er, at de tre forslag til et nyt højhus på Axeltorv skal være et oplæg til en videre diskussion med politikerne. Byens nye vartegn »Ingen af forslagene er endelige, og det er ikke sådan, at vi vælger en vinder. Hvis projektet bliver realiseret – og det kræver jo, at politikerne godkender det og vedtager en ny lokalplan for området, som gør, at man kan bygge et højhus på stedet – så tager vi måske elementer fra hvert af forslagene med. Vi søger en positiv dialog, og det overordnede signal, vi hører fra politikerne, er, at det ikke bare handler om at bygge et højhus for højhusets skyld. Det handler om at bygge det rigtige højhus, som er placeret rigtigt. Det mener vi, at et højhus på Scalagrunden kan være et godt bud på«, siger Christian Melgaard. Han pointerer, at Københavns Kommune ikke skal putte penge i projektet, men leje sig ind, hvis eksempelvis et nyt hovedbibliotek skal være en del af ’Byens Hus’. Centerplan vil alene stå for finansieringen af højhuset, og ejendomsselskabet vil i forbindelse med de nye byggeprojekter også komme med et bud på, hvordan man kan løse de nuværende parkeringsproblemer i området omkring Tivoli. BIG, Henning Larsen Architects og Schmidt Hammer Lassens forslag til en ny Scalabygning er under alle omstændigheder tre bud på et nyt synligt vartegn til byen, som samtidig kan brande København som en international metropol. Både overborgmester Ritt Bjerregaard og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam ser positivt på et kommende Scala-højhus. »Jeg tror, projektet har bedre chancer for at blive realiseret end Tivolitårnet. Jeg er positiv fortaler for forslagene, ikke mindst fordi vi dermed kan give et centralt hjørne af byen et eftertrykkeligt løft. Scala har i mange år været den københavnske skammekrog, men derudover er området en glimrende placering for et højhus. Det er samtidig en god mulighed for at få gennemført et stort og bemærkelsesværdigt projekt i Metropolzonen og få ryddet op i stueplan, om du vil. Det åbner op for en masse muligheder, men jeg kunne naturligvis ikke drømme om at lægge mig fast på nogen af de tre projekter endnu«, siger Klaus Bondam. Jeg tror, projektet har bedre chancer for at blive realiseret end Tivolitårnet Klaus Bondam, teknik- og miljøborgmester
Baggrund: Højhusene indtager hovedstaden

Lyt til artiklen
