BYLIV
Verdens cooleste by – not
Udenlandske magasiner, der jævnligt kårer København til verdens cooleste by, har aldrig været uden for indre by i november eller stået på Strøget kl. 0.30 fredag nat, i færd med at blive slået ned af folk fra Vanløse.
København om sommeren
Antal spanske turister på fortovene = 1,3 millioner. Antal hysterisk larmende vejarbejdere = 259. Antal nye ’Joe & The Juice’-barer spillende lorte-juicebar-musik = 89.
Civilisationen
Lidt standard e.-coli-forurening i byvandet i august, og vi blev ramt af panik og hysteriske påbud fra Kriseinfo.dk om at »afspritte hænderne, hvis du har rørt ved vådt vasketøj«. Danmark er altid bare et regnskyl, en brudt ledning eller en snestorm fra uregerligt kaos.
»Kog vandet, før du drikker det«
Sms fra Københavns Kommune, der tikkede ind 15,5 timer efter, at der var konstateret e.-coli i drikkevandet. Send et postkort næste gang, krisehåndteringstyper.
Aarhus’ nye markedsføringsslogan
’Aarhus. Danish for progress’. På en gang uforståeligt, svært at udtale for den gennemsnitlige, smådumme byrådspolitiker og faktuelt forkert.
Borgerrepræsentationens pornoforbrug
»Altså vi FORSTÅR det ikke, vi har bare brugt vores iPhones til at hente MAILS og VIGTIGE DOKUMENTER«, hylede Københavns Borgerrepræsentation efter at have fået telefonregning på 543.083 kr. Lyder som YouPorn.com i vores ører.
KOSTRÅD
Grød »Se os, vi spiser grød. Er vi ikke bare autentiske og nøjsomme?«. Fattigmandskost er elitens nye statussymbol. Twindog Tankstationernes nye bidrag til folkesundheden: en hapsdog med to pølser og plads til dobbelt så meget af gastronomiens hidtidige højdepunkt, fransk hotdogdressing. Nye brødfænomener Bagels: Sandwichtype solgt af indvandrere med 1,3 mio. mulige kombinationer af fyld. Det er nemmere at købe et typehus end at bestille en bagel. Cupcakes: Små fjollede kager, der udelukkende indtages af pludrende kvinder. Ingen mands agtelse kan overleve at indtage en cupcake. Filterkaffe Nu venter alle i 17 minutter på, at ekspedienten i den uh så smarte kaffebiks The Coffee Collective pertentligt fordeler nøje opvarmet vand i et meget lille kaffefilter, som var det en japansk teceremoni for folk i Acne-jeans. Stempelkande er så 2004. Kød-pengeskabe De aflåste plexiglasrum i supermarkedskølediske, indeholdende særligt fine oksefiletstege fra Brasilien. Nu er kød beskyttet som Rolexure på Strøget.
SOCIALE TEKNOLOGIER
At være en Facebook-skøge Den type, der uden videre accepterer alle venneanmodninger. Bluff sms-ning Teknik, hvor man lader, som om man er dybt optaget af beskeder på sin telefon, for at undgå at snakke med folk. Bluff sms-fotografering Teknik, hvorved man klodset lader, som om man tjekker/skriver sms-besked, mens man forsøger at fotografere en eller anden kendis. Nye fjernsynsapparater »Nu med DLNA, HDMI, USB, 3D, PC, LED, MPEG, DVB-C, YOUTUBE, FACEBOOK, og så skifter det kanaler med en gletsjers hastighed«. Tv-producenter fokuserer altid på det uvæsentlige. Ringning anno 2011 Fisk din 4,5 tommers lommecomputer op fra stram jeanslomme. Brug pegefinger til at mase ikon på skærmen hen på andet ikon. Tænd telefonapp’en. Tast forkert på virtuelt lortetastatur. Fuml bluetoothheadset ind i højre øre. Råb »jeg løber snart tør for strøm« til modtageren, mens du cykler. Bliv kørt ned i højresvingsulykke. Lange e-mail »Jamen, det stod jo i den mail, jeg sendte til dig?«. Det gjorde det sikkert, langskrivertype, men det er et biologisk faktum, at ingen kan læse mere end de første otte linjer af en given mail, før man begynder at tænke på mad eller sex. Papiravisen »En slags blog lavet af træer«, forklarer Listen unge mennesker, når de spørger, hvad en avis egentlig er for noget.


