Kunstneren og ingeniøren har været tidligt oppe for at læsse deres værk på en kranvogn i Hvidovre.
’Den globale visionær’, kalder de selve figuren i skulpturen. En menneskeskikkelse svejset sammen af glinsende dele fra biler og motorcykler, hospitalsudstyr og symaskiner.
Havnens nyeste frontfigur, som her mandag morgen er på vej ind til byen på en kranvogn for at blive fæstnet til en 9 meter lang bænk formet som en nøgle, så hele molevitten på lørdag kan præsenteres som Københavns nyeste vartegn, som det hedder: kunstværket ’Zinkglobal - nøglen til fremtiden’.
Skulpturen er der mildt sagt delte meninger om, som man kan læse i denne artikel:
LÆS OGSÅ Udskældt figur får prominent plads på Langelinie
Men når man har læst det materiale, kunstneren har sendt ud om projektet, kan man nu også godt få det indtryk, at det mere er ham selv, der er værket, så jeg er forberedt på lidt af hvert – herunder at møde en kappeklædt figur med overmenneskelige kreative kræfter på det aftalte sted på Nordre Toldbod.
Manden bag
Kunstneren kalder sig TheZinker og præsenterer sig i sit materiale som et væsen, der nærmest excellerer i en overflod af skæve tanker, hvilket han med skulpturen vil forsøge at smitte os andre med.
En hjerneforsker ved navn Karsten Elleman citeres i det udsendte materiale for, at »TheZinkers neurale netværk er stort og komplekst – nærmest som om han har bygget bro mellem alle afkroge af sit sind«. Og en indisk taxachauffør siger, at bare det at køre med ham har været en af hans livs bedste oplevelser.
Altså: På cyklen og af sted. Det er nu ellers ikke ligefrem vartegn, øjet savner på en tur til hovedstadens havn, konstaterer jeg, da jeg tager den på to tynde hjul tværs over brostenene på Amalienborg Slotsplads, de kongeliges svar på perlegrus, hvor garderne står og sveder under bjørneskindet.
Igennem støvregnen ved springvandet i Amaliehavens dresserede natur. Og ned på kajen, hvor morgensolen glimter lydløst i de dovne skvulp, som slikker mod de gamle træskibe, og turister slentrer i et tempo, man vist skal have ferie for at fatte. Til højre rejser Skuespilhuset sig med sin rustbrune firkant og glasbræmme. På den anden side af havneløbet er det Operaens bredskyggede hat. Lige frem rejser sommerens sandskulpturer sig i deres porøse skyline fra en mole. Og sådan bliver det ved. Med de gamle pakhuse. Michelangelos irgrønne skulptur af David, der rejser sig i et par etagers højde foran Den Kongelige Gipsafstøbning. Med Gefionspringvandets brus. Og lidt ude i havneløbet kongeskibet ’Dannebrog’. Samt lidt længere fremme Den lille Havfrue. Så får jeg øje på den nyankomne. Bænken med form som en abstrakt nøgle, en kranvogn har stillet fra sig ved kajen på Nordre Tolbod. Og hængende fra kranen med en grøn rem under armene den eftertænksomme skikkelse, som skal sænkes på plads og skue ud i verden. Tænker med Z »Mit kunstnernavn handler også om, at man skal tænke tingene ude på kanten i stedet for inde i midten af hjernen«, forklarer ’TheZinker’, en herre med glatraget isse, iført grønne armybukser og grå T-shirt med et hvidt Z med en prik under – et særegent spørgsmålstegn. En rastløs skikkelse, der til daglig lyder navnet Kim Michael, forstår jeg. Hans filosofi – »det hele«, som han siger, går ud på, at vi kun kommer videre, hvis vi gør tingene på nye måder. Hvordan kunne det være? »Jamen, angribe dem fra andre vinkler end dem, der står i bøgerne, eller som vi kender i forvejen«. Han lader en hånd hvile på figuren, der langsomt og uden en lyd giver sig til at dreje i sin egen vægtløse tyngde.
