I regnvejr vil vi helst...
Fri leg i svømmehallen. »For os er det en meget fast regnvejrsaktivitet at gå i svømmehallen. Og der er Hjortespringbadet i Herlev en lille oase for børnefamilier, fordi der ikke er så proppet som i DGI-byen og på Frederiksberg. Der er store bade- og legeområder og livreddere, der er meget i børnehøjde. Og så er der legetøj nok til alle. Vandkander, spande og skumdyr. Det er en ret vigtig præmis for en god dag i svømmehallen, og vi er nok af sted en til to gange om måneden«.
De voksne vil helst...
Kaffe og chill. »Vi vil gerne hænge ud med en god kop kaffe og allerhelst på The Coffee Collective i Jægersborggade. Det kan jo godt være nødvendigt med lidt ekstra koffein, når man har små børn. Og vores bønner blev derfor hørt, da de flyttede i nye lokaler skråt over for Alvins yndlingslegeplads, flyvepladsen i Nørrebroparken. Derfor rimer en tur på legepladsen nu også på en kop kaffe til forældrene«.
