Flagskibet i Nørregade (1979-1988)
Festivalen sættes i søen i 1979 med beskedne 75 koncerter. Tuborg bliver sponsor med sloganet ’Tuborg Ja’zz tak’, og de gratis koncerter på torve og en street parade med Orion Brass Band gør straks festivalen til et folkeligt tilløbsstykke. Der er værtshusjazz, mainstream og fusion. Men flagskibet er Jazz-Kay Sørensens Montmartre i Nørregade med verdensnavne som Sonny Rollins, Pharoah Sanders og Pat Metheny.
I 1983 gæster dværgen Michel Petrucciani og sangfuglen Bobby McFerrin festivalen første gang. I 1985 får man vedtægter og bestyrelse. Samme år er der ølstrejke, men Kay Sørensen får kørt belgisk øl op til de storstilede koncerter på Christiansborg Slotsplads med Gilberto Gil og Frontline med Cæcilie Norby. I 1987 tages Ornette Colemans ’skalp’, da det omsider lykkes at få ham til festivalen.
