Vi går på broen over de hvinende tog
ikke passere et banelegeme
ikke gå over for rødt
passe passe på
sådan lærer vi at passe på
der er altid noget modkørende
sådan lærer vi at kigge op
på den røde tid
uret skumringen døden
jeg griber din hånd
når togene suser forbi nedenunder
altid bange for at dø
altid alle disse dage med den spirende angst
i vores travle hyacinthjerter
rødt lys og hvidt lys i mørket
altid den kvalmende os fra ristene
altid en softice tabt på flisegulvet
under banegårdens søjlegang
jeg ønsker mig en krop
der er blød og mælkehvid
som en softice
jeg ønsker mig
en krop der kan smelte på fortovet
på denne struttende planet
sådan lærer vi at smelte som vand
sådan lærer vi at være bløde og hvide
som lyset
det bliver snart lyst igen snart morgen
tiden bøjer lyset
solhverv snart forår snart sommer
lyset bøjer tiden.
jeg længes efter:
lyset
som en plante
som et menneske
natten kommer først:
rød tid
Molly Balsby, 1993, bor på på Amager. Hun debuterede i 2019 med digtsamlingen ’Ponyprivilegiet’. Hendes digt er dedikeret det store ur på Hovedbanegården.
Volvoen skal skrottes. Den har været delebil for os 6 venner, og Asbjørn, der er mekaniker på den, har erklæret den død. Han kommer og henter mig direkte fra arbejde i den, og vi smider min cykel om bagi oven på hans. Det er en Volvo 940 stationcar. Den lange firkantede model. En bil, der bare kører og kører. Den har kørt os til en landsby i Rumænien, da vi skulle besøge Alexandrus familie.
Vi var omgivet af bjerge og dejlige folk. Hans mormor huggede selv brændet til bålet under ovnen, da hun lavede polenta til os. Nu kører vi til Diyars Auto i Sydhavnen for at skrotte den. Eller, vi kører ned i Valbyparken og laver kogere, så gummiet brænder, mens den lange bagende fyger rundt i cirkler. Først da der ikke er noget dæk tilbage på baghjulene, kører vi over til Diyar. Han ligger for enden af Bådehavnsgade.
Her er ikke noget gadelys, og gaden er mørk og skummel. Allerede ude på vejen holder det ene smadrede bilvrag efter det andet. Et er helt sortsvedent. Et med splintret forrude. Der holder også en sort Mercedes fuld af personer og kører tomgang. Diyars omringet af højt faldefærdigt hegn. Vi kører hen og langsomt ind gennem en port. Et skingert neonrør lyser pladsen op. Her ligger vragdele overalt, og bilerne ligger i dynger.
Ingen kommer os i møde. Vi går ud og kalder. Ingen svarer. Inde i en svagt oplyst garage træder en sort mand frem bag en bil, der er hejst op. Han har en stor mukkert i begge hænder. Han ser spørgende på os, men svarer hverken på dansk eller engelsk, han bare ryster på hovedet. Vi går tilbage til bilen og venter.
En bil farer ind på pladsen og hviner bremserne i lige ved os. En mand springer ud. Han passer bare butikken, for chefen er ude.
Vi kan få 1.800 i skrotpris. Kom med her. Vi går med ind på et lille kontor. Det er en aftale. Vi skriver under, og han går ud og klipper pladerne. Asbjørn giver ham nøglerne. Så finder han kontanter til os i en snavset kuvert i sin jakkelomme. Vi læsser cyklerne ud af bagagerummet og kører hurtigt tilbage mod byen. Bag de tætte røgskyer fra skorstenene lyser Ørstedværkets blege navneskilt dystert ud i mørket. Vi stjal engang en robåd inde ved værket.
Vi hamrede låsen over med bådens anker. Så lod vi os drive rundt i kanalen, indtil vi gik på grund. Efter Fisketorvet kører vi forbi de farvede vinduer i det nye Tivoli Hotel. Det ligner en bygning lavet af slik.
»Jeg er sulten, skal vi spise?«, råber Asbjørn i farten.
»Jaa! Der skulle ligge en vildt god sushirestaurant deroppe«, råber jeg og peger op på hotellets top.
»Ja?«.
»Ja, det har jeg hørt! Men den er sikkert sygt dyr?«.
»Vi har penge!«, råber Asbjørn og griner.
»Men skal vi ikke dele dem med de andre?«.
»Så alle får 300? Det her gider jeg ikke at dele med alle, jeg har lavet så meget med den bil. Nu skal vi ha’ sushi«, råber han, ser sig bagover og kaster cyklen ud på den tomme vejbane, så jeg må halse efter ham. Vi suser hen til hotellet, låser og står ved en stor globe og prøver at orientere os. En gruppe asiatiske jakkesæt skodder deres cigaretter og sætter i bevægelse, og vi går efter dem. En stor dobbelt skydedør går lydløst op, og vi glider med ind i en overbelyst foyer. Så tager vi elevatoren med dem. En af dem trykker deres etage og ser spørgende på mig.
»To the top«, siger jeg, og han trykker ’top floor’. Her er en smagløst loungy stemning. Alt er i sort træ! En tjener kommer og viser hen til et bord ved siden af et fake ildsted inde i væggen. Vi bestiller sushi og øl for alle pengene. Der kommer en tjener ned med små anretninger og fortæller os, hvad der er i hver enkelt rulle. Vi er meget ophøjede og andægtige, mens han forklarer og har det så helt forvirret og grineren, så snart han går. Vi sidder i slidte arbejdsbukser med snavsede fingre og spiser luksusruller til en udsigt over et oplyst København.
Malte Tellerup, 1990, bor i Sydhavnen. Han debuterede i 2017 med romanen ’Markløs’. Hans tekst er dedikeret til logoet på H. C. Ørstedsværket.
hvis det sidste røde drat
fra himlen ned på én nat
stiger byen op for at gribe det
lyset der lånes af nattens tilsavlede silkeha
he
hey
hey det
hey hey
hey
ud af ud af den skygge
nej
ud af de biler ders skamfulde dobbeltskygge
nej
udaf den
nej
jo
nej
lyser dejo hele op det der
nej
jo men se nu her du kløver verden i to jo med det der stop
gå dog din rødemstirrende stankelryg
gå et andet sted hen med din banale natlige gullighed
okay så undskyld dog jeg ikke vendte mig om da du kaldte men nej jeg står her imellem to biler med min ret til at tisse men mit navn skal siges og helst i et bebrejdende toneleje
meget meget mærgerligt du skal tilsøle dine egne minder fra dit faste bord-og-bænkesæt i din ubelyste provins der tilbage ved at skældes ud mellembilt
lad det dog emme gult gøres af alle hemlen biler og fis afsted med dit fra himlen-neddratted selvværd
gu dine tænder sku bore sig tilbage til det latterlige sted de kom fra og slippe bare en smile urbant lys ind og ind i dit lille hoed
måske ikke står der og reciterer køb dig en ny frugtkurv at dø i og lad mig dog stå i det gule
stik den farvelademad ind
kig i en lysende pyt
din mellembile gullilla skyggethed
din møgryggede rødglød af en poet fis hjem og læs hærværk med dig mand
så lad dog en førerløs pølse i jorden fører dig lysløse steder hen
Selina Rom Andersen, 1996, studerer på det Det Jyske Kunstakademi og har fået flere tekster udgivet i bl.a. Hvedekorn og Slagtryk. Hendes digt er dedikeret byens metroskilte.
------
Fotografi: Martin Lehmann
Layout: Rasmus Vendrup
Redaktør: Morten Hjortshøj