Historien om manden, der sprang ud fra Rundetårn af ren nysgerrighed, lærer os, at det som regel går godt det første stykke af vejen.
Sådan er det også, når man bestemmer sig for at blive vegetar. Eller sådan havde undertegnede det i alle fald. Følte mig lidt som en prægtig fasanhan, stoltserende rundt i terrænet i sikker forvisning om egen storhed og uhyggeligt uvidende om jagtsæsonens uafværgelige ankomst før eller siden.
For reaktionerne er jo mange: Neeeej, hvor er det flot. Og imponerende, at en mand i din alder (note til mange: ingen midaldrende mænd – eller kvinder for den sags skyld – føler det som en ros at blive mindet om, at et eller andet forekommer aldersutidssvarende, bare så I ved det) kan finde på at foretage en så radikal omlægning af sin kost, eller lignende. Og som jeg plejer at sige: Hey, hey, venner – jeg er sgu da hverken holdt op med at drikke gin eller spise sandkage.
Men de er jo positive, og mine to døtre så faktisk på mig med det samme beundrende glimt i øjenkrogen, som da jeg i sin tid lærte dem at flette julestjerner eller kunne sige som den diabolske og tvetydige Severus Snape fra ’Harry Potter’ på en overbevisende måde.
