Hvad enten man kalder det for sammenkogte retter, gryderetter, stews, casseroles eller noget helt fjerde, er simreretterne en fornøjelse på flere måder.
Der er noget zenagtigt over at stå og rense svampe, snitte løg, skære porrer, skrælle gulerødder og kartofler, inden det hele får sin bekomst i gryder for at genopstå som mundvandsfremkaldende mamse efter at have tilbragt timer på blus eller i ovn og sunget søde, forførende duftserenader for næsen.
Og det er en forløsende fornøjelse at øse op fra jerngryden, placere en portion på en tallerken, inden man skænker et glas og giver sig til at spise. Gullasch, boeuf bourguignon, jægergryde, braiserede svinekæber, ossobuco eller mørbrad i mørke, alle er slowcooking, der passer til en mørk tid, hvor mennesker skutter sig, og vinden afleverer en ukærlig lussing, når man vover sig udenfor.
At komme ind i en bolig, hvor der står en duftende gryde og bobler nærmest uhørligt, kan være lige så smukt som at lytte til Charles Mingus fortolket af Joni Mitchell på hendes vidunderlige lp ’Mingus’ fra 1979. For mad er jazz for smagssansen, og et touch af chili og ristet paprikas mørke toner kan stemme sindet akkurat som en baslinje af Jaco Pastorius. Funky som en hårdt stegt champignon er måske ikke nogen gængs metafor; det kunne det imidlertid snildt være.
