I en roman af den amerikanske forfatter Tom Robbins sidder hovedpersonen i et fly, og der serveres en anretning, som blandt andet omfatter asparges – og om de er grønne eller hvide, erindrer jeg ikke, men asparges er det.
Vor helt bemærker i samme fly en smuk kvinde, der også spiser flymaden, og i et forsøg på at få en konversation i gang, måske etablere begyndelsen på et forhold, siger han de udødelige ord: »Om mindre end en halv time vil vores respektive urin lugte fuldstændig ens«.
Og her henviser han til det forhold, som mange kender fra deres omgang med asparges. At man efter indtagelsen af den lækre grøntsag fornemmer en vis markant svovldunst i forbindelse med vandladning, hvilket – ikke mindst ifald der har været tale om et måltid i forbindelse med et drikkelag – kan bringe tankerne i retning af den afdeling af det hinsides, hvor der ifølge mytologien er meget varmt. Sædvanligvis er det imidlertid ikke Beelzebub, der har hentet en hjem, bare banal biokemi.
Også den ydmyge rødbede kan gøre noget ved ens kropsvæsker. Indtages det i et yderligere omfang end det almindelige og alt for ringe, vil man en tid lang have fornøjelsen af en flot rød farve. Ej heller er den et tegn på, at ens indvolde har opsagt både huldskab og troskab. Det er bare farvestoffet betanin, der gør sit muntre arbejde. Dog ikke for alle. Thi det skyldes et pigment, en del menneskers krop ikke formår at nedbryde.
