Weekenden står mest i kunstens tegn for billedkunstner Martin Bigum, der nu nok alligevel godt kan finde tid til gedigen mad på Frederiksberg og fællesspisning i Hornbæk.

Hvad skal du i weekenden, Martin Bigum?

Foto: Asger Mortensen/Royal Copenhagen
Foto: Asger Mortensen/Royal Copenhagen
Lyt til artiklen

Hvad skal du i weekenden? Ibyen prikker en udvalgt person på skulderen og spørger, så du kan få inspiration til København.

FREDAG

København må lige leve sit pulserende liv uden mig, for jeg har fundet frem til en ny måde at male på. Kunstens store mulighed er, at man som menneske ikke gentager sig selv. Så der males på nyt højtryk i tårnstudiet. Mon ikke min elskede hustru, Pernille, og jeg alligevel kan mødes til gedigen mad på Café Promenaden på Frederiksberg Allé bagefter?

LØRDAG

Vi har fået sommerhus i Hornbæk, og er der også off season. Siden Lennart Lajboschitz overtog Hotel Hornbækhus og Villa Strand, er byen kommet i helt nyt samtidigt dynamisk gear: fællesspisning, hvor alle er lige, om de så er fra Kystvej eller fiskerlejet eller udefra. Åbenhed, dannelse og nye tanker i ét. Men først en lang gåtur på stranden med stiv kuling i ansigtet og udsigt til en selvforglemt vild kitesurfer dernede i brændingen.

SØNDAG

I 1994 købte jeg en gipsroset på 35 cm med et spejl i midten, der vender dig på hovedet, når du ser ind i den. Jeg købte den af den dengang unge gallerist Nicolai Wallner, og den er lavet af nu verdenskendte Olafur Eliasson. Jeg købte den for 500 kroner, men den har fået en fedtfinger på sig: Jeg skal mødes med en konservator, der kan fjerne pletten!

Alexander Natas

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her