To måneder inde i isolationen har de fleste af os måtte døje med isolationskuller i vores trange lejligheder.
Og i en tid, hvor flyrejser endnu er uden for rækkevidde, må vi alle så småt indstille os på en sommerferie under hjemlige himmelstrøg.
Det er der i grunden intet galt med, men det kræver fantasi og tålmodighed at skulle omstille sig fra en planlagt tur til Syditalien til to uger i sommerhus på Stevns.
Heldigvis kan du også tage på gratis miniferie i København. I dag åbner CPH Raft Entertainment for eksempel for bookinger til en anderledes hoteloplevelse på deres flydende shelter i Teglværkshavnen.
Første testperiode i 2019 var en så buldrende succes, at man altså har besluttet at gentage den og med størstedelen af byen i månedlang karantæne, er der grund til at antage, at bookingerne igen i år bliver revet væk.
Tømmerflåden kan huse fire personer og er ganske gratis, men du skal skynde dig at reservere, hvis du trænger til at slippe væk fra din lavloftede stue og din roomies daglige yoga-rutiner.
Det er tilladt at lave mad på den flydende shelter, så tag dit trangia med. Til gengæld er fester og høj musik forbudt.
Der åbnes for booking ved 16-tiden fredag 24. april. Læs mere og book her.
fortsæt med at læse