Ibyen guider dig til oplevelser i København i denne uge.

Headbang hjemmefra: Copenhell er aflyst. Men du kan stadig komme til metalfest denne uge

Smid tøjet, crowdsurf og headbang hjemmefra. I weekenden kan du tage til den online metalfestival Slay Home, Slay Safe som en slags erstatning for årets aflyste Copenhell, der skulle have været afviklet denne uge. Arkivfoto. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Smid tøjet, crowdsurf og headbang hjemmefra. I weekenden kan du tage til den online metalfestival Slay Home, Slay Safe som en slags erstatning for årets aflyste Copenhell, der skulle have været afviklet denne uge. Arkivfoto. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hver uge giver vi dig Ibyens top-3, hvor Ibyen-redaktionen gennemtrawler Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger tre bud til din uge i byen. Få Ibyens top-3 ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.

Lyt!

På torsdag kan du komme til en lille intim koncert med Jacob Bellens, der før har stået bag indiebands som I Got You On Tape og Murder. Nu er han aktuel med sit nye soloalbum, som han på torsdag vil spille på scenen i forbindelse med musikmagasinet Groovys nye livekoncept Groovy Live i LiteraturHaus i Møllegade fra 19.30-22.30. Aftenen koster 170 kroner, og du kan købe din billet her. Pssst! Hvis du ikke kan få nok af LiteraturHaus sjælfulde lokaler, så kom tilbage på lørdag, hvor mini-poesifestivalen Sommertid bliver afholdt med besøg fra blandt andre Mette Moestrup og Søren Ulrik Thomsen. Det sker lørdag fra 14-16, og billetter til 50 kroner finder du her.

Slay!

Du kan Slay Home, Slay Safe, når den online heavy-festival af samme navn, som du kan betragte som en erstatning for Copenhell, streamer live to dage i weekenden. Festivalen vil finde sted på Forbrændingen, men du kan streame hvorfra du vil. Om du vil headbange hjemme fra sofaen eller i en park med vennerne er helt op til dig. Streamingen er gratis og foregår gennem Twitch fredag og lørdag fra klokken 18.30. Er du til dansk metal, er det i weekenden du skal streame med, og du kan opleve navne som Artillery, Cabal og Etheral Kingdoms. Læs mere om Slay Home, Slay Safe her.

Se!

I dag og ugen ud kan du deltage i filmserien ’Black Lives Matter’, der er arrangeret af Empire Bio og sætter fokus på sort identitet, sorte erfaringer og sorte liv. Du er selvfølgelig blevet coronatestet, efter du deltog i demoen i weekenden og er klar til at sætte dig til rette i mørket i de bløde sæder. Halvdelen af alt overskud fra billetindtægter går til Mino Danmark, der arbejder for minoritetsetniske unges vilkår i Danmark. I dag kan du se den anmelderroste film ’Get Out’ af Jordan Peele, torsdag ’BLACKKKLANSMAN’ af Spike Lee, eller tåreperseren ’Fruitvale Station’ af Ryan Coogler. Se det fulde filmprogram og spilletider her.

Ibyens redaktion

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her