En ugle fra Kunstlegepladsen på Nikolaj Plads er blevet bortført. Nu håber kunstnerduoen bag, at værket bliver afleveret tilbage. Og gerne i god stand.

Københavnsk ugle er blevet bortført: Jeg håber, at de har taget den, fordi de holder af den. Ellers er det for dumt

En kunstugle er over sommeren blevet stjålet fra sin plads i Indre by. Nu håber kunstner bag, at det bliver leveret tilbage i god stand. Pr-foto Torben Petersen
En kunstugle er over sommeren blevet stjålet fra sin plads i Indre by. Nu håber kunstner bag, at det bliver leveret tilbage i god stand. Pr-foto Torben Petersen
Lyt til artiklen

Da kunstner Katrine Malinovsky tidligere på sommeren havde sin søn med på legepladsen ved Nikolaj Plads i det indre København, opdagede hun pludselig, at der var noget, der manglede: legepladsens ikoniske ugle var forsvundet.

Uglen er en central del af den unikke kunstlegeplads i Indre by, fortæller Katrine Malinovsky – og hun burde om nogen vide det, for som den ene halvdel af kunstduoen Randi og Katrine har hun selv stået for udsmykningen af legepladsen.

»Selv om uglen ikke har nogen funktion, har den en speciel betydning. Den sidder og spejder på gyngen, og den giver stemning og er sjov for børnene«, siger hun.

Uglen er blevet til legepladsens vartegn, en del af legepladsens sjæl, og den har også lagt navn til pladsens kælenavn: Uglepladsen. Den lille geometriske fugl har både tilført stedet en identitet og en historie, lyder det fra Malinovsky.

Ud over den symbolske værdi, som fuglen tilfører, har den også værdi rent økonomisk. Da den blev skabt tilbage i 2010, tog det en måneds fuldtidsarbejde at lave den. Så den er ikke sådan lige til at erstatte.

»Vi har ikke råd til eller mulighed for at sætte en måneds gratis tid af. Men hvis Københavns Kommune er villige til at give os lidt kompensation, vil vi også gerne strække os for at få den genskabt«, siger Katrine Malinovsky.

Ibyen har fredag kontaktet Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune. De er på ferie, så de har ikke mulighed for at komme med en udtalelse.

En unik situation

På trods af, at de fleste af Randi og Katrines kunstværker er udstillet i det offentlige rum, har de to ikke været ude for noget lignende før. Og selv om de er klar over, at hærværket ikke nødvendigvis er rettet mod dem som kunstnerduo, kan ærgrelsen ikke gemmes helt væk.

»Det gør mig ked af det, fordi uglen tilføjer noget specielt. Men jeg håber, at gerningsmændene ikke bare har villet ødelægge den. Men at de har taget den, fordi de holder af den. Ellers er det for dumt«, siger kunstneren.

Malinovsky håber på, at gerningsmændene bliver opmærksomme på deres handlings konsekvenser, og at de afleverer uglen tilbage til dens hjem.

De næste måneder skal kunstnerduoen færdiggøre et nyt kunstprojekt, som skal stå i gården ved Kofoeds Skole på Amager. Der skal bygges en otte meter høj kobberdækket cigar, som skal fungere som et mødested for skolens elever. Så man kan kun håbe på, at cigaren ikke lider samme skæbne som den lille ugle.

Julie Gindrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her