0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

»Vi er her ikke for at redde nogen«

26. maj 2022
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hver fredag og lørdag nat står en knaldrød varevogn på forskellige sidegader til Istedgade. I varevognen finder man kondomer, glidecreme og en lille briks med latexovertræk, og her kan Vesterbros gadesexarbejdere udføre deres arbejde i sikre(re) omgivelser. Tilbuddet er den eneste af sin slags i landet, og nu har de vundet Ibyen Prisen for Årets idé.

»Godt, vi går første runde nu. Har du fået kondomer?«.

Det er fredag, klokken er 00.15, og jeg er lige mødt ind til en nattevagt hos foreningen The Red Van.

Her får jeg som det første stukket en håndfuld kondomer i hånden, som skal deles ud til de kvindelige sexarbejdere, der så småt er begyndt at dukke op i gaderne omkring Istedgade.

Man lægger ikke nødvendigvis mærke til dem, hvis ikke man kigger aktivt. De larmer og fylder væsentligt mindre end de mange grupper af fulde mennesker, der også har indtaget gadebilledet.

Nogle af kvinderne spadserer roligt frem og tilbage, andre har stillet sig i venteposition på sidegadehjørner. Flere har taget rød læbestift på og har sirligt redt det sorte, krusede hår tilbage i stramme frisurer.

De forholder sig roligt og afventende, mens de med øjnene skanner grupperne af mænd, der går forbi dem.

Indimellem får de øjenkontakt med en mand, og de rolige, afventende ansigter lyser op i et indbydende smil. Mange gange bliver de afvist på både mere og mindre høflige måder, enkelte gange stopper mændene op for at snakke med dem.

»Vi starter altid vagten med at gå en runde for at vejre stemningen og finde ud af, hvor mange og hvem der er på gaden. Så får vi en snak med kvinderne og fortæller, hvor vi holder i aften. Stort set alle ved efterhånden, hvem vi er«, fortæller The Red Vans forperson, Aphinya Jatuparisakul, da vi begiver os ud på aftenens første runde.

Den eneste af sin slags

The Red Van drives af frivillige og består i sin enkelthed af en knaldrød varevogn, som på weekendnætter stilles til rådighed for Vesterbros gadebaserede sexarbejdere, så de har et fysisk rum, hvori de kan udføre deres arbejde i sikre(re) omgivelser. Tilbuddet er den eneste af sin slags i Danmark, og i aften er vognen placeret på Colbjørnsensgade, en sidegade til Istedgade.

Officielt har foreningen været på gaden siden 2016, dengang under navnet ’Sexelancen’, som var en ombygget ambulance, der tjente samme formål, som The Red Van gør i dag. I 2018 blev ambulancen erstattet af en gammel varevogn, så foreningen rebrandede sig selv og skiftede navn til ’The Red Van’.

Foruden Aphinya er aftenens øvrige frivillige Andrea Dyre Carlsen, Amanda Ark Søndergaard og Pauline Hoffmann Schrøder – tre kvinder i midten af 20’erne, der alle finder det meningsfyldt at bruge deres fredag nat på at være til rådighed for gadens sexarbejdere. De tre frivillige bliver tilbage ved vognen, hvis den skal bruges, mens Aphinya Jatuparisakul og jeg er på runde.

Jeg må i udgangspunktet gerne optage med min diktafon, men støder vi på en sexarbejder, skal jeg pakke den væk, og min notesblok skal jeg lade blive i tasken.

Vi har været på reportage med The Red Van – en lille, frivilligt drevet organisation, der stiller et rum til rådighed for Istedgades sexarbejdere, så de har et sikkert sted at tage deres kunder med hen til

Tillidsforholdet mellem de frivillige og kvinderne på gaden er nemlig stærkt og noget, som værnes om på hver eneste vagt. Derfor er der klare regler for, hvordan jeg som udefrakommende skal opføre mig i løbet af aftenen.

»Hello my friend«, siger en kvinde varmt til Aphinya Jatuparisakul i samme øjeblik, vi har rundet hjørnet på Colbjørnsensgade. »Where are you tonight? Great, see you later«.

Selv om klokken kun lige har passeret midnat, er gaden allerede fyldt med grupper af højtråbende og fulde mennesker.

En ung mand passerer os på fortovet, næsten i løb. Han har et fjernt blik i øjnene og ligner i det hele taget én, man ikke har lyst til at blive uvenner med.

»En fucking polsk luder tager 2.000 kroner for at sutte din pik, mand«, råber han vredt.

Ikke henvendt til nogen specifikt, måske bare som serviceinfo til de øvrige folk på gaden.

Vi går lidt videre i stilhed.

»Ja, men altså, velkommen til«, siger Aphinya Jatuparisakul med et tørt grin.

»Fri vilje ...«

Man lægger hurtigt mærke til, at de gadebaserede sexarbejdere, der dukker op i gadebilledet denne aften, ikke er etnisk danske.

Brugerne af The Red Van er oftest kvinder med nigeriansk eller østeuropæisk baggrund, fortæller de frivillige, der i løbet af aftenen skriver ned, hvem og hvor mange der bruger vognen.

»Mange af os er jo fra et aktivistisk miljø, og så føles det lidt mærkeligt at stå og lave profilering på dem, der bruger vognen«, siger Pauline Hoffmann Schrøder og fortsætter:

»Men samtidig er det her jo et område, som folk har enormt mange følelser omkring, uden egentlig at have så meget reel viden. Og derfor er det ret vigtigt, at vi faktisk ved, hvem dem, der bruger vanen, er. Vi skal ikke fraskrive os viden«.

The Red Van eksisterer ikke for at moralisere over, hvilken type arbejde kvinderne udfører. De kæmper derimod for at nuancere fortællingen om gadesexarbejdere som stakler, der er havnet i prostitution mod deres vilje.

Derfor skydes de af mine spørgsmål, der bidrager til netop denne fortælling, også til hjørne med det samme. Kan man være sikker på, at kvinderne står her af egen fri vilje?

»Fri vilje ...«. Aphinya Jatuparisakul smager på ordene, som om hun og jeg måske har to forskellige opfattelser af, hvad ’fri vilje’ betyder.

»Mange af kvinderne har jo betalt for at komme til Danmark, måske ad uofficielle veje. Sådan er det jo, hvis man kommer fra et land, hvor man ikke bare lige uden videre kan rejse til Danmark og arbejde. Og tages man af politiet uden en opholdstilladelse, er det svært at argumentere imod, at man er offer for menneskehandel, og så bliver man sendt hjem, selv om man på ingen måde gør kvinderne en tjeneste ved at sende dem hjem«.

Men fortællingen om folk i gadeprostitution lyder jo blandt andet, at man har betalt en menneskehandler for at komme til Europa med løftet om, at der venter én en anden type job, men i stedet placeres man i prostitution. Hvad er jeres oplevelse af den fortælling?

»Vores oplevelse er, at rigtig mange godt ved, hvad de skal heroppe«, siger Aphinya, inden vi afbrydes af en kvinde på gaden, som – på dansk – spørger Aphinya Jatuparisakul, om hun ved, hvornår Reden International’s natcafé holder åbent. Kvinden har nemlig brug for medicinsk rådgivning, og det ved hun, at stedet indimellem tilbyder.

»Jeg finder lige ud af det, og så finder jeg dig igen senere i aften«, forsikrer Aphinya Jatuparisakul, og de vinker smilende farvel til hinanden. Kvinderne bevæger sig op og ned ad de samme sidegader i løbet af natten, så der er gode chancer for, at de to støder på hinanden igen.

»Vi er her ikke for at redde nogen«, forsætter Aphinya Jatuparisakul.

»Vi er her for at kæmpe for deres arbejdsrettigheder og forbedre deres arbejdsvilkår bare en lille smule. Vi vil bare gerne sørge for, at de har et sikrere rum. Desværre er det ’sikrere rum’ en varevogn, og det er bare så ærgerligt. København er stinkende rig kommune – er det virkelig det bedste, vi har at tilbyde?«.

Ingen tør røre projektet

The Red Van kører udelukkende rundt ved hjælp af private donationer og salg af merchandise på loppemarkeder, til events eller gennem Instagram. De eneste offentlige midler, de har modtaget, er et engangsbeløb på 20.000 kroner fra Københavns Kommune, øremærket frivillig pleje.

Når folk spørger, hvor jeg ser foreningen om fem år, svarer jeg, at jeg virkelig håber, vi ikke eksisterer

Ingen af foreningens cirka 30 frivillige får løn, til trods for at vognen er bemandet af tre eller fire personer hver fredag og lørdag nat fra midnat til 04. Det skyldes ifølge vognens frivillige, at ingen politikere tør »røre projektet med en ildtang«.

»Når folk spørger, hvor jeg ser foreningen om fem år, svarer jeg, at jeg virkelig håber, vi ikke eksisterer. Fordi jeg håber, at der ikke vil være brug for os, og at det arbejde, vi udfører, vil være erstattet af bedre og mere langtidsholdbare løsninger. Men jeg tror desværre, det er en utopisk drøm«, siger Aphinya Jatuparisakul.

Ifølge Aphinya Jatuparisakul har mange af kvinderne på gaden været i en situation, hvor de har taget et bevidst valg om at rejse fra deres hjemland for at tjene penge på sexarbejde i Europa.

Katrine Hørup Noer
Foto: Katrine Hørup Noer

For de af os, som er født og opvokset i Danmark, kan det måske være svært at sætte sig ind i et sådant valg. Men ikke desto mindre er det et valg, man må forstå og respektere i stedet for at udskamme og stigmatisere, mener Aphinya Jatuparisakul.

»Jeg kan godt relatere til deres drømme. Min egen mor måtte også låne penge for at komme til Europa, og på papiret er hun offer for menneskehandel, for hun kom hertil med en gæld, som skal betales af. Men sådan er det jo for alle, der ikke bare umiddelbart kan komme til Europa«, fortæller Aphinya Jatuparisakul, der er født og opvokset i én af Thailands fattigste regioner, og hvis mor migrerede til Danmark for at få et bedre liv.

I virkeligheden er det ikke nødvendigvis kunderne, der er problemet, men alle os andre

Så i stedet for at tale om, hvor skandaløst og forkert det er, at kvinder sælger sex på gaden, bør vi i stedet rette fokus mod det stigma, der er forbundet med sexarbejde, mener forpersonen.

»Folk spørger så tit, hvem kunderne er, og om de er farlige. Men i virkeligheden er det ikke nødvendigvis kunderne, der er problemet, men alle os andre. På vores sidste vagt var der eksempelvis nogle kvinder, der hang med hovedet ud af vinduet fra én af lejlighederne på gaden, som råbte og skreg og gjorde nar af sexarbejderne«, fortæller Aphinya Jatuparisakul.

»Det kan jeg simpelthen ikke«

Da vi kommer tilbage fra runden på gaden, er varevognen allerede i brug. Den rokker let, og de frivillige står respektfuldt på afstand og med blikket rettet et andet sted hen.

Kvinderne har den maks. i 15 minutter ad gangen, men ofte tager det kortere tid. Efter ti minutter træder en kvinde og en mand ud af vognen.

Manden smyger sig langs vognens side og væk, kvinden kigger mod os og imiterer et ’thank you’ med læberne. Så forsvinder hun ned ad den mørke gade.

Den ene frivillige, Amanda Ark Søndergaard, skynder sig hen til vognen, tager handsker på og går i gang med at afspritte vognens lille sengebriks, som er dækket af et vandtæt latexlagen.

Der rammer en sødlig, let parfumeret lugt, når man træder ind i vognen. Foruden den lille sengebriks er vognen udstyret med en indbygget reol, hvorpå der står falske stearinlys, servietter, glidecreme, kondomer og håndsprit. I loftet hænger plastikblomster og en lyskæde.

Der er ikke dømt enormt romantisk stemning, men der er gjort en lille smule for at gøre det fint og behageligt at være i vognen. Amanda Ark Søndergaard når kun lige at smide de brugte gummihandsker i vognens skraldespand, før en kvinde og to mænd skal bruge den igen.

Det er ret tit, at mændene lige skal varmes lidt op, inden de vil med ind i vognen. Og det kan man jo godt undre sig over, for skulle det være federe at stå i en baggård eller imellem to biler?

Mændene er begge midaldrende, dansktalende og pæne i tøjet. Da de nærmer sig, stopper den ene mand op og kigger forskrækket på vognen.

»Det kan jeg simpelthen ikke, det her«, siger han og løfter afværgende hænderne i vejret.

»No no, it’s fine«, forsikrer kvinden smilende og vinker ham tættere på.

Han ryster på hovedet, vender om på hælene og går den anden vej. Imens er den anden mand, der ellers allerede var trådt ind i varevognen, også begyndt at få kolde fødder. Han tager kvinden under armen og sammen forsvinder de ned ad gaden.

»Argh, hun fik ham ellers næsten med derind. Det er ret tit, at mændene lige skal varmes lidt op, inden de vil med ind i vognen. Og det kan man jo godt undre sig over, for skulle det være federe at stå i en baggård eller imellem to biler?«, siger Pauline Hoffmann Schrøder og ryster opgivende på hovedet.

Der går da heller ikke mere end en halv time, før kvinden og manden fra før kommer tilbage og alligevel går ind i vognen sammen.

Stregtegnede kvinder

Hvis ikke man kender til den røde varevogn på forhånd, lægger man ikke nødvendigvis mærke til, at den står der. Ofte er den diskret placeret på forskellige sidegader til Istedgade, på almindelige parkeringspladser blandt beboere og besøgendes biler.

Der er dog gode chancer for, at du er stødt på The Red Van andetsteds.

Eksempelvis på Instagram, hvor foreningen har 6.500 følgere og blandt andet reklamerer for og sælger T-shirts, plakater og muleposer påført ikoniske slogans som ’Rights not rescue’, ’Support your local sex workers’ eller ’No human is illegal’ ofte ledsaget af stregtegnede kvinder i lyserød, rød eller lilla.

Foreningens motiver er velkendte, tenderende til ikoniske, og er ad flere omgange blevet båret af forskellige kulturelle personligheder, blandt andet sangerinden Jada og Sofie Riise Noor, kvinden bag profilen ’Waginapineapple’ og magasinet ’Sexmagasinet’. Foreningens merchandise er desuden blevet solgt gennem sexlegetøjsforretningen Peech, der har næsten 20.000 følgere på Instagram, og som bruger platformen til lige dele salg af sexlegetøj og seksuel dannelse.

The Red Vans ikoniske motiver er ofte blevet eksponeret i forbindelse med kanaler eller personligheder, der på den ene eller anden måde relaterer sig til seksuel frigørelse. Af samme årsag kunne man fristes til at mene, at motiverne nærmest er blevet smarte – særligt for dem, som måske ikke kender til foreningens egentlige arbejde på gaden.

En af foreningens frivillige fortæller for eksempel, hvordan hun for nyligt blev stoppet på gaden af en fremmed kvinde, mens hun var iklædt den klassiske ’Rights not rescue’-T-shirt.

»Gud, hvor er den sej, den T-shirt! Jeg har set den så mange steder. Er den fra Ganni?«, spurgte kvinden, der også ville vide, hvor den kunne købes, da den ikke viste sig at være fra et af de mest fashionable danske tøjmærker.

Vognen er en sikkerhed

Klokken 02 har vognen været i brug seks-syv gange, og undervejs har der været kø.

Mændene er vidt forskellige både i udseende, alder og attitude. Nogle griner og taler med kvinderne både før og efter vognbesøget, andre står i stilhed og kigger stift ned i deres telefoner og stikker hurtigt af bagefter.

En helt ung dansk mand – nærmere teenager – kommer slingrende med en kvinde under armen og et tomt Gajol-shot-rør i samme hånd, som dingler over kvindens skulder. Kvinden taler høfligt til ham, han siger ikke så meget tilbage. Han har et fjernt, fuldt udtryk i øjnene.

»It’s busy?«, spørger kvinden, da de kommer frem.

Ja, konstaterer de frivillige og ser på klokken. Dem i vognen har fem minutter tilbage af deres tid, så Pauline Hoffmann Schrøder banker forsigtigt på døren for at indikere, at der er kø.

Selv om det overhovedet ikke er fyldestgørende, yder vi en form for sikkerhed

»Det kan være svært, for kvinderne risikerer at miste deres kunder, hvis de skal vente for længe. Men alligevel vil de for det meste hellere vente og bruge vognen, fordi det simpelthen er mere sikkert for dem«, fortæller Aphinya Jatuparisakul.

Hvis ikke vognen stod her, ville kvinderne være nødt til at tage deres kunder med ud i mørke gyder eller sætte sig ind i fremmede biler og køre med fremmede mænd langt pokker i vold.

Vi har været på reportage med The Red Van - en lille, frivilligdrevet organisation, der stiller et rum til rådighed for Istedgades sexarbejdere, så de har et sted at tage deres kunder med hen.

»Vi frivillige kan godt opleve ubehagelige ting. For eksempel, at mænd eller fulde mennesker råber af os eller på anden måde opfører sig ubehageligt. Men det, at vi er her, gør jo, at kvinderne på gaden ikke oplever endnu værre ting. At de ikke bliver slået ned eller voldtaget. Så selv om det overhovedet ikke er fyldestgørende, yder vi en form for sikkerhed«, siger Aphinya Jatuparisakul.

»Og det er selvfølgelig ikke alle kunderne, der er er voldelige, men hvis de er, er det nemmere at være det over for en gadebaseret sexarbejder, fordi de i forvejen er en meget udsat gruppe, som formentlig ikke melder det til politiet«, siger Aphinya Jatuparisakul.

Ifølge de frivillige forløber de fleste vagter roligt, men det kan være et barskt miljø at begå sig i om natten. Eksempelvis har de oplevet, at der er blevet begået hærværk mod vognen, enten af frustrerede kunder eller forbipasserende, og i få tilfælde har de frivillige været nødt til at lukke vognen og søge væk fra situationen. I langt de fleste situationer forsøger de frivillige selv at deeskalere situationen, men får de brug for hjælp, kontakter de politiet eller opsøger Natcafeen.

Hvem bruger sin fredag nat her?

De frivillige sidder skiftevis på en trappesten, gaber og skutter sig i nattekulden. De har medbragt te og kaffe, både til sig selv og til kvinderne på gaden.

Klokken er 03.15, og en kvinde står i kø foran vognen med en mand. De taler ikke sammen, men står og kigger i hver sin telefon.

»How long?«, spøger kvinden de frivillige, som svarer, at der stadig er 10 minutter tilbage. Hun lader kunden stå alene et øjeblik og går over for at spørge de frivillige, om hun må få en kop te.

»With honey?«, spørger hun og griner, da de frivillige må konstatere, at honningen er blevet hård og ikke kan komme ud af bøtten.

Teen når hun heller ikke at drikke, for kort tid efter bliver vognen ledig. Amanda Ark Søndergaard hælder det kogende vand ud af plastikkoppen igen.

Det kunne da være fedt, at vi ikke skulle stå her, at der i stedet blev taget noget ansvar lidt mere strukturelt

For nyligt har foreningen afsat 150 kroner på hver vagt til, at de frivillige kan købe noget mad. Og det »redder virkelig humøret«, når klokken er tre om natten, og nattekulden er krøbet sig ind under jakkerne.

Hvorfor vil I bruge jeres fredag nat på at stå her?

»Fordi nogen skal jo gøre det. Og hvis vi ikke gør det, hvem skulle så? Det kunne da være fedt, at vi ikke skulle stå her, at der i stedet blev taget noget ansvar lidt mere strukturelt«, svarer Andrea Dyre Carlsen, der læser antropologi.

Amanda Ark Søndergaard arbejder som psykolog, Pauline Hoffmann Schrøder har tidligere læst filosofi, men læser nu til arkitekt, og Aphinya Jatuparisakul er på barsel, men arbejder i dag fuld tid i The Red Van – ulønnet, vel at mærke.

Og selv om det måske ikke i udgangspunktet virker super favorabelt at bruge sine weekendnætter på at stå i nattekulden på Istedgade, er det ikke hvem som helst, der kan få lov til at blive en del af The Red Van.

»Der er mange, der gerne vil være frivillige, men som ikke får lov. Man skal kunne lægge sit ego fra sig og huske, at det ikke er os, det handler om«, siger Aphinya Jatuparisakul.

Med at ’lægge sit ego fra sig’ mener de frivillige, at det er vigtigt, man ikke pådutter kvinderne på gaden de grænser, værdier og holdninger, man måske selv har. Oplever man noget ubehageligt eller uretfærdigt, må man – som Aphinya Jatuparisakul siger – »pakke sine gode comebacks væk« og i stedet arbejde på at deeskalere og risikoreducere på bedst mulige måde.

Katrine Hørup Noer
Foto: Katrine Hørup Noer

»Mange af os har jo nogle værdier, og hvis vi var i byen med vores veninder, ville vi jo sige tydeligt fra, hvis en mand opførte sig, som de nogle gange gør over for kvinderne her. Men vi forsøger at skabe et rum, som er sikkert for nogle, der har et andet udgangspunkt og nogle andre muligheder, end vi har. Vi er her ikke for os selv«, siger Pauline Hoffmann Schrøder.

Klokken er 03.50 og de frivillige begynder så småt at pakke sammen og rydde op. Vognen har i alt været i brug 13 gange denne aften. De frivillige er trætte og snakker om, at de glæder sig til at komme hjem i seng.

Der er langt fra de trendy T-shirts og det lyserøde Instagram-univers til nattevagten på Istedgade. Men foreningens arbejde kræver funding, og folk forholder sig nemmere til The Red Van, hvis de brander sig på en cool måde, fortæller de frivillige.

»Ja, og så har al øvrig fokus på sexarbejde jo ofte fokuseret på volden og på smerten, og det bliver sådan lidt ’white savior’-agtigt’. Og det er jo også derfor, vi prøver at gøre det lidt mere low key, for vi synes i stedet, at man bør fokusere på arbejdsrettighederne, og på hvordan man forbedrer forholdene for de her kvinder«, siger Andrea Dyre Carlsen og holder en tænkepause.

»Vi er stadig en del af en feministisk kamp. Men vi kæmper bare på en anden måde og for nogle andre end os selv«.

Læs mere:

IBYEN