Hvad er det her for et sted?
Et nysseligt indrettet kælderlokale i fornemme Frederiksstaden, Kbh. K. Her havde bánh mi-favoritten District Tonkin før adresse, men nu har samme indehaver indrettet en café, der læner sig mere mod franske småretter og sødt bagværk.
Både ude langs facaden og indenfor er der flettede cafestole og små marmorerede borde á la mode de Paris, store grønne planter og et væld af kunstige blomster som på et finere serveringssted i Hanoi, og på menuen finder man både bubble tea og en asiatisk fastelavnsbolle med yuzucreme og pistacieganache, croque madame og surdejsbolle med vesterhavsost. Et appetitvækkende maskimalistisk mash-up, hvis du spørger mig. Lúa betyder vistnok ’rismark’ på vietnamesisk, og jeg høster gerne alt på menuen her.